Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

120 de finere Sorter, samt, især i AlS Sogn, en Mængde af de saakaldte Pundkirsebær, af hvilke enkelte Beboere ikke sjelden sælge fra 20 til 50 Lpd. og derover. Ogsaa Pærer, ZEbler og Blommer produceres, og denne Handel indbringer ofte en Indtægt, hvormed Skatter og flere Udgifter kunne afholdes. At befljcere og forædle Frugttræer er ikke en ualmindelig Kund- stab blandt disse Sognes Beboere. Paa Jordfrugters Dyrkning anvendes derimod ingen Flid, hvilke og vanfkeligen hos de Fleste vilde lykkes paa de Steder, hvor Frugttræerne sindes, dasamme med deres Grene lude ud over Grunden. Hvilke vigtige Fordele denne Kultur imidlertid allerede skaffer Beboerne af disse Sogne, ligger saa nær Djet, at man maa undres over, at denne Erfaring ikke har bragt Sporet videre; ikke alene den pecuniaire Winding, men den For- skjonnelse, flige Anlæg vilde udbrede over de mange triste Land- partier, Vandreren nu steder paa, maa frembringe Dnffet om, at Lyst og Smag for Haveanlæg snart maa blive almindelig hos Bonden. At Klima og Jordbund ikke lægger uoverstigelige Hindringer i Vejen, vise allerede de nævnte Exempler, hvortil endnu kan føjes et ligesaa træffende fra en anden Kant i Amtet, der, hvad disse Poster betroeffer, ikke har Fortrin, men endog staaer tilbage for en Deel af de Foranberorte. I Gravlev Bye, Hornum Herred, levede for omtrent 50 Aa'r siden en Degn, som der vakte Opmærksomhed for Haver, saa at sammesteds endnu haves en Deel Frugt af ZEbler og Blommer. I Pasto- r-let har Pastor Schionning, baade ved sit eget Exempel ved Anlæg af en betydelig Frugthave til Juelstrup Præstegaard, som ved Foranstaltninger til Understøttelse af flige Anlæg, bevirket at disse fremstille sig hos Enkelte af Sognenes Beboere. Til udbredt Fremme af dette rigtige Almeenanliggende kunde on, fles, at der i Lovgivningen om Markfred toges strengere Hensyn til Havefred, i Særdeleshed til den Fred, som Kaadhed og Ondskab ofte kan faae i Sinde at forstyrre. At Bestemmelserne i Lovens 3—13—18, der gjor det til Tvangspligt for Bonden, aacligen at plante, aldeles er gaaet j Forglemmelse, ogsaa til en Tid, da Lejlighed fornemmelig