Til Landsthinget
Fra Haandværkets Og Industriens Toldudvalg Af 1906

danske Skotøjsindustri; men det forekommer os, som sagt, at der i saa Fald ikke er nogen som helst Grund til at fravige den nuværende Toldlovs Tekst, og man maa derfor andrage om, at denne bliver bibeholdt. Det kan ikke betragtes som nogen Vinding, at et klart og utvetydigt Udtryk i den nuværende Toldlov ombyttes med et mindre klart, der aabner Spillerum for individuelle Skjon ikke blot af den enkelte Toldfunktionær eller Klarerer, men ogsaa af den øverste Administrations vekslende Personligheder. Vi gaar nu over til det egentlige Læderfodtøj, og vi maa da straks bemærke, at vi i Modsætning til andre Industrier har faaet Forhøjelse i vor Raavaretold, thi selv om denne Forhøjelse ikke er synderlig stor, vil den dog i Forbindelse med Nedsættelsen af Tolden paa. det færdige Fodtøj for hver enkelt af de betydeligere Virksomheder indenfor Faget medføre en Nedgang af den bestaaende effektive Beskyt- telse paa nogle Tusinde Kroner om A aret. Da den Drivkraft, vor Industri benytter, er særdeles ringe, vil Ophævelsen af Kultolden kun faa ganske forsvindende Betydning. Vor største Skuffelse er imidlertid, at vi i det saa længselsfuldt imødesete nye Toldlovforslag ikke har fundet Forstaaelse af og Hensyntagen til den Udvikling, som Fodtøjsindustrien og Fodtøjsforbruget i det sidste Aarti har undergaaet, og som Told- lovgivningen i vore Nabolande ogsaa nøje har taget i Betragtning. Denne Udvikling kan i faa Ord udtrykkes ved, at Fodtøj er blevet lettere og lettere i Vægt, saaledes at det nu navnlig er Landbefolkningen og Arbejderne, der — i naturlig Sammenhæng med deres Beskjæftigelse — benytter det gammeldags, solide, møn svære Fodtøj, medens den mere velstillede Del af Bybefolkningen stadig benytter lettere og lettere Fodtøj, lige til det eleganteste Luksus-Fodtøj, der ikke kan blive let nok. Det er det lette Fodtøj, der i saa stor en Maalestok indføres fra Udlandet, — ikke fordi vore danske Fabrikkers Teknik og Ledelse staar tilbage for Udlandets, ej heller fordi vore faglærte Arbejdere mangler Dygtighed (de danske Skomagersvende faar i Reglen let Arbejde i Udlandet), men udelukkende fordi dette lette Luksusfodtøj altid har været saa godt som uden Toldbeskyttelse. Som allerede ovenfor bemærket giver nemlig Læder ved Udskæring til Fodtøj saa meget værdiløst Affald, at naar man beregner den effektive Beskyttelse ved fra det færdige Produkts Told at trække den af Raav årerne betalte Told, bliver Resultatet slet ingen Beskyttelse paa de allerfineste Ting, og paa det almindeligere lettere Fodtøj omkring 2 °/0 af Værdien. Disse 2 °/0 repræsenterer kun en Brøkdel af den store Forskjel paa Arbejdslønnen her og i Østrig — navnlig Bøhmen og Mähren, hvorfra saadant Fodtøj for en stor Del indføres — og hvor Arbejderne i denne Industri lever under særlig elendige Forhold, thi hele Familier er der beskjæftigede ved Hjemmearbejde med en utrolig ringe Fortjeneste. For det svære Fodtøjs Vedkommende stiller Forholdet sig noget anderledes. Dette laves herhjemme ikke alene af Storindustrien, men ogsaa Landet over af tal- rige mindre Haandskomagermestre, navnlig i Landsbyerne, og om end der kan indføres, og ogsaa virkelig indføres, meget saadant Fodtøj fra Udlandet, støttes vi dog en Del i denne Koiikurrencekamp ved de Fordringer, som det hjemlige Forbrug stiller til dette Fodtøjs Materiale, Former og solide Udførelse, — det er her som ved saa mange Varer: den jævne Mand hænger mest ved de nationale Ejendommeligheder og maa