LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

i. Indledning. Hvad vi ved om vore forfædres lægekunst er natur- ligvis ufuldkomment og ret brudstykkeagtigt, og dog så meget, at vi kan göre os et nogenlunde godt be- greb om sagen. Bedst er vi underrettede om forhol- dene i Norge og på Island på grund af den is- landske litteraturs alsidighed og frodighed. Men vi tager sikkert ikke fejl, når vi fra de norsk-islandske forhold slutter til de dansk-svenske; de må have været omtrent ens; det ligger i sagens natur, at de ikke har eller kan have været nævneværdig forskel- lige fra hine. Kulturen, i hvert fald hvad dette om- råde angår, har været ens i alle de nordiske lande. Fra Danmark haves nogle enkeltheder hos Saxo — fra Sverrig meget lidt. Hvad Norge-Island angår, er det først og fremmest sagalitteraturen, der giver os oplysninger om me- get herhenhørende, og blandt denne ikke mindst hel- genlævneder og jærtegnsregistre. Sådanne findes også for Danmarks vedkommende (her er Gertz: Vitæ sanctorum Danorum 1908—12 benyttet). Her nævnes en mængde sygdomstilfælde, og i flere af disse be- skrives sygdommene ret nøjagtigt, men det ender — desværre, fristes man til at sige — altid med ved-