LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

2 kommende helgens indgriben og underfulde helbre- delse, efter at der er lovet ham så og så mange vokslys eller andre herligheder. Der bliver af den grund aldrig tale om nogen virkelig rationel behand- ling og en deraf følgende helbredelse af sår eller sygdomme. Jeg har med hensyn til disse jærtegn navnlig holdt mig til dem, der kunde siges eller an- tages at være nedskrevne omtrent samtidig eller kort efter at de forefaldt; da kommer særlig hellig Torlaks jærtegnsbog i betragtning,1) og dernæst biskop Gud- munds (d. 1237) jærtegn. Sagaernes beretninger kan ikke kontrolleres uden ved deres indre sandsynlighed og må således stå ved deres værd. Ved siden af dem står de gamle digte, især de såkaldte Eddakvad, men hvad de indeholder er så godt som udelukkende af »folke-medicinsk« art, bestå- ende af overnaturlige midler. 2. Forhold i ældre og forhistorisk tid. Ordet læknir, læge, er fællesnordisk, ja, fællesger- mansk; en anden form var lækir, hvoraf nydansk ’læge’ er opstået, og dertil svarer Goternes lekeis (angelsaksisk læcé). Oprindelig skal ordet være et lån fra oldirsk (keltisk), og grundbetydningen skulde være ’en som signer’; »de gamle anså sygdom for en for- hekselse, som kunde helbredes ved en modtrolddom, og af de forskellige arter af trolddom var igen frem- i) Han døde 119?; 1198 blev han kanoniseret af Islænderne selv og fra dette og de nærmeste år hidrører en mængde jærtegn, der straks optegnedes.