LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

5 sigelsen af trylleformularer den hyppigste« (Torp-Falk, Etymol. ordbog). Hertil passer fortrinlig alt hvad der vides om de ældste tiders »lægekunst«. Denne bestod i anvendelse af runer og galder, d. v. s. af hemmelighedsfulde tegn og tryllesange. »Mod ondt (ulykke) hjælper runer«, hedder det et- steds i Håvamålsamlingen, »hjælpestave«, d. e. hjæl- pende runer, nævnes et andet steds. Den, der skulde hjælpe kvinder i barnsnød, skulde kunne »bjærge- runer« og riste dem på håndfladens indre og med hånden omspænde (den fødendes) lemmer (Sigrdrifu- mål 9). ’Grenruner’ skulde den kunne, som vilde være læge og forstå sig på sår; de skulde ristes i barken på det træs grene, der ludede mod øst (s. st. 11). I Egilssaga (kap. 72)2) omtales et ejendommeligt sygdomstilfælde; en ung pige havde længe været syg, hun led af fuldstændig kraftesløshed; vi møder her ordet krom, der betyder 'langvarig mathed på grund af en indre sygdom’ (måske en sygdom, der berode på hysteri). En ung mand — der iøvrigt var forelsket i pigen — havde ristet runer på et gællestykke, men han havde ikke forstået sig rigtig derpå, så at sygdommen forværredes; Egill lod hende da løfte ud af sængen, lægge rene og friske sængklæder under hende, hvilken hygiejniske forholdsregel måske ikke har været uden betydning. Men desuden skrabede han de gale runer af ned i ilden og brændte gællestykket, hvorpå han selv ristede andre runer, der lagdes under hendes hovedpude; »hun syntes da, at hun ligesom *) Jfr. N. M. Petersens Islændernes færd, 3. udg. I s. 189.