LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

5 med til at helbrede), eg mod stoltvang, aks mod trolddom osv.«1) Virkelige, konkrete lægemidler har man utvivl- somt kendt; de kaldtes lyf (og kaldes således på Is- land den dag i dag, apotek ==lyfja-bu$), hvilket ord atter genfindes i andre germanske sprog; gotisk lubja (som er det samme ord) betød ’gift’; grundbetydningen er vist »kraftigt virkende middel, tilberedt af planter, plantesaft« (atter her nævnes et keltisk ord til oplys- ning). Den slags læge- eller styrkemiddel var f. eks. den grød, som Saxo omtaler (i 5. bog); under tilbe- redningen lod den gamle kone nogle snoge udgyde deres edder (der dog kun er kraftig-styrkende, ikke dræbende) i grøden, der derved blev et kraftigt styrke- middel; et andet steds (i 2. bog) meddeles, at kong Frode havde for skik at drysse stødt og malet guld over maden for at modvirke mulig gift i den. En »besk lægedrik« omtales i 3. bog. En forestilling om denslags lægemidler er man be- rettiget til at danne sig efter beskrivelsen af den trylledrik (glemselsdrik), der gaves Gudrun; i den var bl. a. »brændte agern, arnens omdugg (den fugtige sod omkring arnen), dele af offerdyrs indvolde, kogt svinelever« osv.; også runer medvirkede her (det 2. Gudrunskvad). Et bjærg med helbredende urter (Lyfja- berg) nævnes uden tvivl i Fjölsvinnsmål (v. 36): »Det har længe været fryd for syge og sårede; enhver kvinde, som bestiger det — med den eller den syg- dom — bliver rask.« Når man har ment, at der også var tale om brok tilfælde og mid- del mod det, beror det på en fuldstændig fejltagelse.