LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

7 De, der har foretaget denslags operationer — og vel andre, vi nu ikke kan konstatere — har besiddet, hvad man ialfald i senere tider kaldte, »lægehænder« (læknishendf). Dette udtryk . findes allerede i et af Eddadigtene; den af tvangssövnen opvågnede valkyrje udbryder: »Hil jer aser, hil jer asynjer, hil dig du vidtgavnende jord, tale (vis tale) og menneskevid giver os navnkundige to, og lægehænder, mens vi lever.« Dog er det vistnok så, at udtrykket — ialfald også — tager sigte på en i hænderne boende, overnaturlig kraft til ved beføling at helbrede eller lindre smærter. Udtrykket findes i historisk tid; herom senere. Ret interessante oplysninger om sygdomme i for- historisk tid — så langt tilbage som i stenalderen — giver de jordfundne skeletter (skeletdele, kranier osv.) Herom kan der henvises til prof. H. A. Nielsens grundige redegørelse i Årbøger for nord, oldkh. og historie 19 n s. 176 ff. Ved sin undersøgelse af ske- letter fra Danmark har han kunnet konstatere forskel- lige bygningsanomalier (gennembrudt fossa olecrani, åben sutura frontalis mediana m. m.) og sygelige processer (som rachitisk krummede lår- og skinneben; arthritis deformans, — »påfaldende mange tilfælde«; myositis ossificans; fungus duræ matris, foruden mange spor af forskellige læsioner; derimod viser tandcaries sig i en meget ringe grad). Hertil skal blot föjes, at samme forsker har af ske- letterne draget den slutning med hensyn til menne- skenes gennemsnitsalder i stenalderen, at den har væ- ret kortere end nu. De allerfleste mænd er døde i 20—30 og 40—50-års alderen; over 60 yderst få (1