LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

8 mand og 5 kvinder); eller anderledes udtrykt: »efter de foreliggende aldersbestemmelser viser det sig, at af de 288 mellem aldrene 20 og 60 døde stenalders folk er de 92 % faldne som dødens bytte mellem 20 og 50 år gamle, medens i nutiden, ceteris pa- ribus, kun knapt 66 % er hjemfaldne til døden mellem 20 og 50 års aldrene«. Det forekommer mig, at hermed stemmer det godt, når skjalden Eyvind skaldespiller i historisk tid, omkr. 961, klager over alderdommens tryk allerede ved 50-års alderen. Det hårde slid for føden og de legemlige strabadser, mulig også infektions- sygdomme, har i urtid såvelsom i oldtid bidraget deres til at forminske vitaliteten og forkorte levetiden. 3. Historiske forhold. Her kommer ikke blot de i hvad man plejer at kalde historiske værker nævnte forhold i betragtning, men også de, der skildres i de uhistoriske sagaer, da skildringerne her må antages at afspejle, hvad der kendtes fra det virkelige liv; dette gælder nu især det 13. og 14. årh., men forholdene har ganske sikkert været ret ensartede gennem århundreder. Tilbageslut- ninger, hvor sådanne kunde synes nødvendige, er derfor fuldkommen tilladelige. I historisk tid får vi atter og atter meddelelser om læger, personer, både mænd og kvinder, der optræ- der som læger og kaldes læger (så at dette endogså kan betragtes som et fast tilnavn). Forhistoriske er de af Saxo nævnte Gram, »forfaren i lægekunsten« (1. bog), Vitolf, der optræder som sårlæge (7. b.), Ragnhild, der helbredede den sårede Hading (1. b.),