LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

9 foruden »en gammel kone«, som tilberedte lægemidler (9. b.). Historisk derimod var den abbed, loannes fra Skåne, som Saxo nævner i 15. b., men som efter hans opfattelse var mindre kyndig; han tilberedte spise med lægemidler i for Valdemar d. store. Men det hjalp ikke, kongen døde, og den altid ræsonne- rende Saxo tilføjer: »deraf kan man se, hvor lidt man kan stole på lægerne«. I de islandske sagaer nævnes ikke få læger, både mandlige og kvindelige, ja, i den (norsk-) islandske mytologi møder vi en repræsentant for lægekunsten med det smukke navn: Eir (skånsel, lindring); »hun er den bedste læge«. Dette viser, at opfattelsen gik i den retning, ialfald i de ældre tider, at det især var kvinder, der beskæftigede sig med lægegærningen, og hertil passer de faktiske forhold, for så vidt de kan kontrolleres. Der nævnes flere mænd, der ligefrem kaldes læger, som »Torvard læge« på Svalbard, der ses at have været dygtig til at se sårets art.1) I Landnåmabök nævnes 3 mænd, der kaldes »læge« (fra noget for- skellige tider, 10.—12. årh.), uden at der fortælles videre om dem. Om den berömte hövding Snorre gode (udt. gåde; d. 1031) fortælles (i Eyrbyggjasaga), at han engang efter en kamp behandlede forskellige sår, tildels ved hjælp af en ’spændetang’ (herom se- nere) og han helbredede flere af de sårede. Det er klart, at han har forstået sig på sagen og ikke været en ren dilettant. Når derimod hans samtidige, Olaf ’) Ljdsvetningas. 221—22.