LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

10 d. hellige, ved en given lejlighed kaldes »en dygtig læge«, er det vist kun i kraft af hans »hellighed«; han siges at have helbredet en ung mands halsbyld ved at beføle halsen fra alle sider og trykke den, ind- til bylden bristede; mulig har man tillagt ham »læge- hænder«, ligesom hans sön Magnus d. gode (se ne- denfor). I 13. årh. omtales flere mandlige læger end tid- ligere; vi kommer tilbage til et par af dem. Ved siden af de så at sige professionelle læger gaves der også andre, der forstod, lejlighedsvis, at optræde som dem, der kunde yde »den første hjælp« især ved forbinding af sår, som hin berömte höv- ding Hjälte Skeggjason (omkr. 1000), der helbredede en, der havde fået et sår i låret, men han blev dog halt, eller hin Ljotr, som »forbandt sår, så at de hel- brededes hurtig« — ganske vist i en ikke fiuldt på- lidelig tekst. Hvad de kvindelige læger angår, haves for det før- ste den bekendte fortælling om Stiklestadslaget. Her var det en kvinde, der undersøgte alles sår, forbandt dem, udtrak stykker af våben, der sad fast i legemet; og det fremgår af det hele, at det ikke var en til- fældig kvinde, der gjorde dette, men en virkelig læge. Andre kvindelige læger nævnes i forskellige sagaer, og det hedder om dem, at de var »gode læger«; én kaldes ligefrem »læge« ved tilnavn (Alfgerftr læknir, Droplögsönnernes saga). Det er mulig et billede af virkelige (dog senere?) forhold, som en uhistorisk saga giver under omtalen af en »kongedatter«; hun havde et lille lægehus, hvor der, hedder det så smukt, var