LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

meget frydefuldt for syge mennesker at være hos kvinder med bløde hænder og medynk i sindet. Hun havde helbredet mange«. Dette er det eneste sted, hvor noget antydes, der kunde kaldes en »klinik«. Efter ethvert slag trængte man til læger eller folk, der forstod sig på at forbinde og behandle sår. Så- ledes var det efter Stiklestadslaget (1030) og således efter det berömte slag på Lyrskovshede (1043), hvor Magnus d. gode vandt den afgørende sejr over Ven- dernes tusinder. »Efter kampen — hedder det be- tegnende nok i sagaens skildring — lod kong Mag- nus forbinde sine mænds sår; men der var i hæren ikke så mange læger, som man trængte til. Da gik kongen til de mænd, som han fandt for godt, og følte på deres hænder indvendig; så nævnede han 12 af dem, som tyktes ham at have de blødeste hænder, og sagde, at de skulde forbinde sårene; ingen af dem havde gjort det för; men de blev alle de störste læger«; 2 af disse nævnes ved navn, den ene var Atle, »hvis sön var Bård svarte i Selådal, og fra dem nedstammede flere læger«. Hvor meget man end skal trække fra i denne beretning angående Magnus’ be- tydning for de pågældende mænds lægekunst — man huske, at Magnus var Olaf d. helliges sön —, er der dog sikkert noget sandt i det her fortalte. En bekræftelse herpå findes i, hvad der fortælles om den berömte hövding Hrafn Sveinbjörnsson (d. 1213), den nævnte Bårds sönnesön. Om denne udmærkede mand, — der havde samme skæbne som så mange andre udmærkede mænd, at blive uvenner med slette mennesker; han blev overfaldet på sin gård af sin