LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

I 2 fjende og taget af dage —, haves en særskilt saga1), forfattet af en samtidig velunderrettet mand. Om Hrafn hedder det i sagaen: »han var en Völund med hensyn til kunstfærdighed både m. h. t. træ- og jern- arbejder og skjald, og den dygtigste læge« osv.; som læge omtales han således: »Intet, hverken sult eller sövnighed, hindrede ham, når syge kom til ham, først og fremmest at yde dem hjælp. Aldrig tog han penge for sin lægehjælp. Mod mange svagelige og fattige, der var fuldstændig blottede for udveje, tog han, og underholdt dem i sit hjem, indtil de var raske. Ikke blot helbredede han de mænd, som var sårede med sværd, men han lægte også mange mær- kelige sygdomme, hvis art ingen kendte. Torgils hed en mand, der fik den sygdom, at hele hans legeme, hoved og krop, arme og ben, hovnede op. Han traf tilfældigvis Hrafn på en gård, hvor de gæstede, og bad ham hjælpe sig. Hrafn brændte ham mange plet- ter (mange steder hvor der dannedes pletter), både overkors på brystet, i hovedet og mellem skuldrene; en halv måned efter var al hævelse forsvunden, så at han blev helt rask. En kvinde, der kom til Hrafn, led af megen nedtrykthed; hun græd jævnlig og var så tung for brystet, at hun var nær ved at fortvivle. Hrafn årelod hende på den åre på armen, som han kaldte ’den susende’ (hermed antages pulsen at være ment). Straks efter blev hun rask. Torgils hed en mand, som blev gal; han var så stærk, at mange mænd måtte holde ham; siden kom Hrafn til og *) Udg. i Biskupasögur I.