LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

B brændte ham på nogle steder (samme udtryk som för) i hovedet, og han fik siden sin forstand igen. Blandt Hrafns mænd var der en, Martein Brandsson hed han, som fik stensygdom; han kunde ikke lade sit vand, da stenen forhindrede urinens udtømmelse; han lå døden nær, og hovnede op som en okse (blev så tyk som en okse). Så tilkaldte Hrafn sine præster (han var meget religiøs), og lod dem synge fem gange pater noster inden han begyndte opera- tionen. Så befølte han den syge og mærkede stenen, trykkede den så langt ud i penis som han kunde og bandt siden en hörtråd ovenfor (bagved) den, for at den ikke skulde glide opad igen; en anden tråd bandt han foran stenen. Så gjorde han med en kniv et snit gennem hele (det mellemliggende) stykke og fjærnede to stene. Så forbandt han såret med olje1) og hel- bredede ham, så at han blev rask«. Jeg har givet en omtrent ordret oversættelse af hele dette interes- sante — i sagalitteraturen enestående — stykke, som indeholder en fuldstændig beskrivelse af en kirurgisk operation m. m. Hvorvidt Hrafn har kendt noget til udenlandsk medicinsk litteratur, er det umuligt at af- gøre. Selv havde han fået nogen gejstlig uddannelse; han havde rejst meget i udlandet og havde gejstlige på sin gård til stadighed og kan således gennem dem have haft en boglig dannelse.2) Det kan derimod *) Olje hedder i grundsproget viösmjör o: ved- (træ-) smör. 2) Det er, ifølge dr. Fr. Grön, heller ikke tvivlsomt, at udenlandsk lægekunst eller kendskab til den sa tidlig var kommet til Nor- den.