LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

$(> sig en linje om deres kure, operationer eller læge- midler. Alt, hvad der haves, er af udenlandsk (ikke- nordisk) oprindelse, og det er i en særlig grad knyt- tet til Danmark. I den første halvdel af 13. årh. levede i Danmark en mand, som hed Henrik Harpestræng; at han var kannik i Roskilde og døde 1244 er omtrent det eneste, vi med vished ved om ham. Men hans navn er blevet berömt, hvad enten de skrifter, der bærer hans navn, i virkeligheden er af ham eller ikke. Hovedsagelig er det en lægebog, der går under hans navn (udg. af Molbech 1826 og M. Kristensen 1908 f.)1); den består af to såkaldte »urtebøger«. Den findes i to håndskrifter, hvoraf det ældste (fra o. 1300) og bedste findes i Stockholms bibliotek. Deri findes forskellige planter opregnede og hvad de kan bruges til som lægemidler; deri findes også nogle kapitler om åreladning og kopsætning m. m. Ordningen er her usystematisk og er »i alt væsenligt« den op- rindelige. Det andet håndskrift findes i det kgl. biblio- tek i København; her findes omtrent samme stof, men planterne er her ordnede alfabetisk. I dette håndskrift findes tillige en »stenbog« (om stene med underfuld eller helbredende kraft) samt en »kogebog«, som man også plejer at tillægge Harpestræng. Alt det væsenlige i urtebøgerne beror imidlertid på uden- landske kilder, nemlig på et latinsk digt af Macer: De virtutibus (el. viribus) herbarum, et i middelalderen berömt værk, og Constantinus Africanus: De gradibus *) Jfr. M. Kristensen: Harpestrængs urtebøger i Letterst. tidsskr. 1908.