Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdende Ved Ringkjøbing Fjord

149 Underbilag til 9. høje Land paa Sand. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Klægen er afsat i d nærmeste Tid efter Stenaldersænkningen, at den altsaa er en meget gammel Marskdannelse, tilsvarende S. Bork Marsk. Paa adskillige Steder, saaledes især i Kastenge, formentlig fordi disse ligger nærmest Ringkøbing By, er Tørven opgravet og Klæglaget kastet ned 1 Tørvegravene, hvorefter ny Eng forholdsvis hurtigt er fremkommet. Om Jordbundens Beskaffenhed giver Analyserne i Bilag 9, Tab. 2, nærmere Oplysnmg. ^™rne hert>1 .er tame fra Arealer i Holmbo Kær, der i det store og tele nøje svarer til alle de øvrige Engstrækninger indenfor Vond Aas Enge. Som i andre Marskenge er Kalnndholdet hø t Vegetationen. Inden 1910 var Engene, i Henhold til Undersøgelser fra 1909 og tidligere Aar, dels Gestenge, dels Marskenge. Gestengene var Katteskæg-Eng, der dog ikke indtog noget stort Areal, idet denne Engtvpe kun fandtes som en Bræmme nærmest Klægjordsgrænsen, og Mose-Bunke-Eng, som raadede over et meget stort Areal, vistnok langt det største af samthge Enge langs Vond Aa. Heri fandtes foruden Mose-Bunke tillige Rød Svingel, Kvik, Rødkløvei og meget spredt Harrilgræs, der trods manglende Saltvandsoversvømmelser viser sig at kunne bevares meget længe paa Ferskbund. Marskengene var dels Rød-Svingel-Eng med en rigelig Mængde Hvidkløver, dels Harril-Eng, men kun for smaa Partiers Vedkommende og paa Overgang fra Rød-f vinge- Eng til Kryb-Hvene-Eng-, Kryb-Hvene, der her i Egnen kaldes „Klak“, fandtes kun i flade Fordybninger, i gamle opfyldte Tørvegrave og i smalle Render, og spi e e ®ver 05æ en forholdsvis ringe Rolle. Mest udbredt syntes Marskengene at være indenfor Holmbo Kær. Uden Tvivl har Vond Aas Enge alle tidligere været Marskenge, men var under Indflydelse af, at Vandet i Ringkøbing Fjord blev mindre og mindre saltholdigt, og idet de gennem Aaen strømmende store Mængder af Ferskvand altsaa samti g i en sJ10» større og større Betydning for Vegetationen, overgaaede til i Hovedsagen at være Jes enge. Dette er overensstemmende med Beboernes Udsagn, der i Aarene ør paa, at Engenes Ydeevne længe havde været aftagende paa Cd und af, at en ° mo og Vinteroversvømmelser med Saltvand. Den eneste Løsning af Spøigsmaalet om i.genes Forbedring, fandt man, var Aabningen af et nyt Udløb fra den aabne Fjor . Ændringer i Engvegetationen siden 1910. Iagttagelser i denne Retning ei ørs foretagne efter Sommerfloden af 11. Juni 1913. dirkningerne af denne vai oveia t meget indgribende, men om de foreliggende Ændringer alene skyldes Sommerfloden elle, ti ige de siden 1910 indtrufne Vinter floder, kan ikke med Bestemthed afgøres. Det can og siges, at naar Engene i Almindelighed i 1913 gav saa ringe et Udbytte, at Afgrø en paa mange Lodder overhovedet ikke blev høstet, skyldes det. uden al Tvivl i første æ e Sommerfloden i Juni Maaned, maaske i Forbindelse med den forholdsvis lave Femperatur i Maj og den derefter følgende tørre og varme Tid. Den Omstændighed, at Afgrøc en ikke høstedes, blev forøvrigt til Gavn, for saa vidt som Rød Svingel derved fikLejlighe til at kaste en stor Mængde spiredygtige Frø. Næsten alle Engtyper var mærkede af Saltvandets Indflydelse, men først og fremmest naturligvis Gestengene. I Katteskæg-Engen var Katteskæg dræbt saa langt som Floden havde naaet, og i Mose-Bunke-Engen var Mose-Bunke og andre Gestgræsser samt Rødkløver totalt ødelagte Tilbage var Rød Svingel; ogsaa den havde lidt af Sommerfloden, men den skød i den paafølgende Sommer hurtig friske Skud, medens Mose-Bunke kun i meget ringe Grad 02 alene paa højere Bund syntes at skulle restitueres. Omkring Midten af Juli Maaned havde Engenes Overflade en meget ejendommelig, graalig Farvetone, der hidrørte fra de visnede Planter, medens den friskt grønne Farve af nye Skud af Rød Svingel og* Kvik endnu ikke formaaede at gøre sig synderlig gældende. Den temmelig