Fyrretyve Aar Mellem Huder Og Skind

nærværelse og enestaaende Evne til, i en given Situation, aldrig at være bange for at handle ud fra det, som han ansaa for rigtigt, uden Hensyn til Ordrer, der var givet paa et andet Grundlag, gjorde, at gamle Garver Klenow hurtigt fattede Interesse for og Kærlighed til den unge, begavede Lærling. Et lille Træk fra denne Tid vidner herom. Sophus Meyer var en Dag af Bogholderen sendt ind i Landmandsbanken med Veksler, der skulde diskonteres. Vekslernes samlede Paalydende androg ca. 70,000 Kr. Det varede adskillige Timer, inden han kom tilbage, og man begyndte at blive ængstelig for ham. Ganske vist fandtes der ingen Sporvogne, saa han maat# te gaa paa sine Ben frem og tilbage, men alligevel trak det længere ud end sædvanligt. Endelig kom han. Om Vekslerne var diskonterede? Ja, men ikke i Land? mandsbanken. Sagen var nemlig den, at i Landmandsbanken havde de sorteret Vekslerne og meddelt ham, at kun Halvdelen kunde diskonteres, medens Resten maatte gaa tilbage. Enhver anden Lærling vilde sandsynligvis have slaaet sig til Taals hermed, men Sophus Meyer var netop ikke »enhver anden Lærling«. Han følte sig øjeblikkelig dybt krænket paa sit Firmas Vegne og forlangte alle Veks# lerne tilbage. Vilde Banken ikke diskontere dem alle, skulde den in# gen Ulejlighed gøre sig. Og saa — gik han over i Na# tionalbanken og diskonterede dem der i Stedet for. Det var før Telefonens Tid, saa han kunde ikke engang ringe hjem — og Gud ved, om han havde ringet alligevel. Denne Læretid blev for Sophus Meyer af afgørende 10