Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

6 at „Renten“ af sekundære eller forholdsvis store Priori- tetslaan i faste Ejendomme er højere end „Renten“ af forholdsvis smaa Prioritetslaan. Men det er ikke rigtigt, og det virker hæmmende og hindrende paa Samfunds- Produktionen ligesom paa den enkelte Producents Virk- somhed, naar „Renten“ af de til Produktionen fornødne Kapitaler forhøjes udover det Fornødne til Dækning af den egentlige Rente og et passende Vederlag fol- den virkelige Risiko. Hvad der gaaer ud herover, er et Overskud, som saaledes tilfalder Ejeren af den døde Kapital, skjøndt han intet berettiget Krav har derpaa, idet han intet Vederlag yder. Den, der kan og vil arbejde, men savner den dertil fornødne Kapital, maa finde sig i af sit Arbejdes Udbytte at overlade Kapita- listen en saa stor Del, som denne har berettiget Krav paa, men dette er kun 1) Rente (svarende til den nor- male gjældende Rentefod) og 2) et til den virkelige Risiko svarende Vederlag. Dettes Størrelse kan dog ikke retfærdigt bestemmes, naar det skal skee ved Overenskomst mellem den enkelte Kapitalist og den enkelte Producent; Kapitalisten vil stedse fordre for meget, og Producenten vil være nødt til at give det for meget Forlangte. En rationel og formaalstjenlig Ordning af Produktionens Kreditforhold maa derfor gaae ud paa at skaffe Kapitalisten en saa fuldstændig Sikkerhed, at han ingen Risiko har, altsaa heller intet Krav paa Vederlag for sin Risiko. Men Risikoen er der nu en Gang og er uadskilleligt forbunden med ethvert Kapital- Udlaan til Anvendelse i Produktionens Tjeneste. Da den altsaa ikke kan fjernes, maa den (lækkes paa en eller anden Maade. Det Naturligste er da selvfølgelig at søge den dækket paa samme Maade som al anden Risiko dækkes, nemlig ved Assurance eller ved Betaling af en Risiko-Præmie, beregnet og ansat i Forhold til Risikoens virkelige Størrelse. Denne Risiko-Præmie