Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

7 træder da i Stedet for det Kapitalisten tilkommende Risiko-Vederlag, og da den kun udgjør det til Dækning af den virkelige Risiko fornødne Beløb, vil den Del af Arbejds-Udbyttet, som Produktionen maa afgive for Kapitalens Anvendelse blive nedsat til det mindst mulige, saaat de egentlige Producenter (Driftslederne og Arbej- derne) ville beholde den størst mulige Andel i Produk- tions-Udbyttet. Den ved Kapitalistens Udlaan af hans Kapital til Anvendelse i Produktionens Tjeneste forbundne Risiko bør altsaa forsikres ligesom enhver anden Risiko, og de Principer, der bør følges ved denne Risiko-Forsikring, bør naturligt være de for al Risiko-Forsikring gjældende Grundprinciper, særligt: 1) størst mulig Fordeling af Risikoen og 2) Risiko-Præmiens Beregning i Forhold til Risikoens forskjellige Størrelse. Det er disse Prin- cipers Anvendelse paa Laaneforretningerne, særligt for Prioritets-Laans Vedkommende, som her nærmere skulle undersøges. For en overfladisk Betragtning kunde det nok see ud, som om der var noget bagvendt ved en Paralleli- sering af Laaneforretningen med de egentlige Forsikrings- forretninger; det er jo nemlig Laangiverens, ikke Laan- tagerens Risiko, der vederlægges ved den i „Renten“ indeholdte Risiko-Præmie, og dog er det Laantageren, der betaler denne; ja! Forholdet synes endog at være saa abnormt, at det ikke blot ikke er den Forsikrede (Laangiveren), der betaler Risiko-Præmien, men det er endog ham, der i Form af højere „Rente“ oppebærer Risiko-Præmien. Denne tilsyneladende Selvmodsigelse vil dog kun blænde, saalænge man indskrænker sig til at betragte den enkelte Laaneforretning. Undersøger