Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

20 Ansvaret) bør svare til den forskjellige Risikos Be- skaffenhed og ikke bestemmes til et uforanderligt, en Gang for alle fastslaaet Bidrag til Reservefondet. Den rette Forstaaelse heraf vil nemlig være den nødvendige Forudsætning for enhver Reform og ethvert Fremskridt paa Kreditforeningernes Omraade. Først naar det staaer klart, at det er de fra de indbyrdes Forsikringsselskaber kjendte og anerkjendte Principer, der bør være norm- givende for en rationel og hensigtssvarende Ordning af Kreditforenings-Institutionen, først da vil dennes Ud- vikling være mulig til Fyldestgjørelse af den Opgave, som skal og kan løses, nemlig en tilfredsstillende Ord- ning af hele Realkrediten, saaledes at Laantagerne ikke betale mere end nødvendigt og Laangiverne erholde fuldt betryggende Sikkerhed for deres Penge. Som allerede ovenfor bemærket indeholdt Loven 20 Juni 1850 kun 2 Begrændsninger for Ordningen af Kreditforeningernes Udlaan: -1) disse måatte ikke over- stige i!/o af Panternes Værdi, og 2) de skulde amorti- seres, dog uden at der stilledes Fordring om, at Amorti- sationen skulde foregaae indenfor nogen i Loven lastsat Tidsfrist. Saavel i denne Henseende som med Hensyn til Laan enes Bidrag til Reservefondet (det er deres Andel i Fælles-Ansvaret) og hele deres øvrige Organisa- tion gav Loven Kreditforeningerne fuldkommen fri Haand under Indenrigsministerens Tilsyn og Godkjendelse. Det maa derhos bemærkes, at den eneste Betingelse for Oprettelse af en ny Kreditforening, Loven opstillede, var den, at der forinden var anmeldt Laanebegjæringer lil samlet Beløb 1 Million Rigsdaler, hvilken Sum endog ved Lov 21 Novbr. 1851 blev nedsal til ’/2 Million Rigsdaler eller 1 Million Kroner.