Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

41 Grad, vil den aarlige Ydelse være aldeles uforholds- mæssig, Debitor vil derfor søge Laanet forhøjet igjen ved Optagelse cif et helt nyt Laan og Indfiielse af det ældre Laans Restbeløb. Det er nemlig vel en Selv- følg©, at hvis den for et Laan pantsatte Ejendom i Tidens Løb forringes, saaat den givne Sikkerhed bliver væsentligt mindre betryggende, saa bør Laanet afdi ages saavidt, at Sikkerheden for Restlaanet er tilstrækkelig betryggende. Men det beroer piici et Fejlsyn, naar man uden videre synes at gaae ud fra, at enhver Ejendom i Tidens Løb vil lide en Værdiforringelse. Og dette fremtræder saa meget mærkeligere, naar hensees til, at Lovgivningen samtidigt med, at den paalægger alle Kreditforeningslaan en tvungen Amortisation, tillader Overformynderiet og andre offentlige Instituter at give Laan uden Amortisation. Det er dog klart, at Kredit- foreningerne, hvis eneste Opgave er deres Laanevirk- somhed, ere ganske anderledes istand til at føre Tilsyn med deres Panter end de offentlige Instituter, for hvilke Prioritetsudlaan kun er en Biforretning ved Siden af deres egentlige Hovedopgave, der maaske ligger endog meget fjernt fra hin Laanevirksomhed. Der er saaledes Intet, der med Nødvendighed kræver, at alle Kredit- foreningslaan skulle amortiseres, og der er derfor ingen Grund til til Besvær og forøget Udgift for Laantagerne at fastholde denne Fordring, saa meget mindre som heller ikke Hensynet til Kapitalisterne, Obligationsejerne, taler derfor; Kurslisten viser tilstrækkeligt, at Kapitali- sterne ikke sætte Pris paa Amortisationen; ja den an- sees endog snarere for uheldig, da den medfører Fare for, at Obligationsejerne lide Tab ved at oversee, at deres Obligationer ere udtrukne til Indfrielse. — Ved det i Rigsdagen fremsatte Forslag om en Kreditforening for større Landejendomme var Laanenes Amortisation da ogsaa begrændset saaledes, at den skulde ophøre,