ForsideBøgerSelverhverv

Selverhverv

Forfatter: Chr. Høegh-Guldberg

År: 1872

Forlag: F. Jespersen

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 766

UDK: 66(083)

Med fleretusinde praktiske meddelelser til saavel med, som uden formue, at kunne tilberede større og mindre handelsartikler, og derved danne sig en eller anden borgerlig stilling eller skaffe sig det nødvendige udkomme.

Samlingen kan tillige tjene som praktisk haandbog for udvandrere.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 774 Forrige Næste
175 Fabrikation af Harpir-Talgsokbe. »Efter Dr. Ure.) Harpix lader sig vel aldeles danne til Sæbe, men den har ingen rigtig Consistents, og den kan ikke uden Skade benyttes til Indsæbning. Blandes derimod Harpix med en vis Portion Talg, saa erholdes et ganske andet Resultat, idet der indvindes et meget smukt Produkt af eu saadau Blanding, der er bekjendt under Navn af guul Harpix-Talgsæbe. Denne i England meget fabrikerede Sæbe, er særdeles eonsistent, og let opløselig i Vand, hvorfor den soges i mange Tilfælde. For at tilberede den, begyndes Fabrikationen af Talg- sæbe alene paa den bekjendte Maade, og naar den er dannet, til- sættes 25—50 Procent smuk Harpix, som slaaes i Smaastykker, for at fremskynde dens Forbindelse med Talgsæben og Luden. Strax efter denne Tilsætning omrorer en Arbejder, der stiller sig paa et Brædt over Kjedlen, hele Massen med en Rorespartel, til Harpixen er oploft og dannet til Sæbe. Det maa imidlertid bemærkes , at 50 Procent Harpir giver en stet Qvalitet Sæbe, og sædvanlig tages der 25—33 Procent Harpix i Forhold tit den Talg, Sæben indeholder. Sæbelimen erholder en smuk, guul Farve og bliver noget tyndstydende, men eensformig; Kogningen af Blandingen fordampes til fuldkommen Mætning, og for at opnaae dette sidste Punkt, maa Luden endnu have en meget ætsende Smag. Det erkjendes ogsaa, at Sæbelimen er godt kogt, naar lidt af den er heldt med en Skee paa en kold Gienstand, og den da næsten øjeblikkelig faaer en fast Consistents. Man kan endnu mere overbevise sig om Harpixens fuldkomne Sæbedannelse, naar man vasker Hænderne med denne afkjolede Masse, og der efter Aftorringen ikke findes noget Harpirovertræk paa dem. Naar Sæbelimen er kogt færdig, aftappes Nnderluden og hiin heldes i en Kjedel, Hvor den smeltes med en Luud af 7—8 Grader Beaums og formes paa famme Maade, som ved Hvid Sæbe. Det dannede Skum aftages omhyggeligt, og Sæben Heldes i Træ- eller Hvidblikforme, hvis Sider og Bunde kunne skilles fra hinanden, naar Sæben er bleven kold. Farven paa Harpirfæben forbedres sædvanlig ved Tilsætning af lidt Palmeolie til Talgen, der dannes til Sæbe, og derefter stal forvandles tit Harpirsæbe. Dette meddeler ogsaa Harpixsæben eu behagelig Lugt. Naar denne Sæbe er godt fabrikeret, besidder den en voxguul Farve, og er lidt gjennemstinnende ved Kanterne, den opløses hurtig i Vand, og danner en stærk skummende Opløsning.