Selverhverv
Forfatter: Chr. Høegh-Guldberg
År: 1872
Forlag: F. Jespersen
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 766
UDK: 66(083)
Med fleretusinde praktiske meddelelser til saavel med, som uden formue, at kunne tilberede større og mindre handelsartikler, og derved danne sig en eller anden borgerlig stilling eller skaffe sig det nødvendige udkomme.
Samlingen kan tillige tjene som praktisk haandbog for udvandrere.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
707
en Luudstang. Efter 2 Dages Forlob ophænges Skindene paa
Lægter, for at Kalkvandet kan afdryppe, Luden tilsættes endnu en
Gang Kalk, omtrent halv saa meget som förste Gang, og Skindene
lægges paa samme Maade deri, Hvor de blive saa længe, til
Haarene eller Ulden ikke alene losnes, men at de fedtagtige Dele
paa Kjodsiden ere tilstrækkelig oploste, hvilket sædvanlig er Tilfældet
efter 8—14 Dages Forlob, naar Luden i Mellemtiden oftere er
omrort. Til den forste Luud tages sædvanlig den fra den forrige
Udludning svækkede Kalkmælk. Skindene bringes nu paa Skrabe-
bokken, og for at ffaane Narvsiden ffrabes de ikke med Skrabejernet,
men med en kort Træffraber for at befries fra Haarene eller den
korte Uld.
Ved det sædvanlige Hvidgarveri, hvor der kun drives med
Faare- eller Bedejkind, maa der tages særligt Hensyn til UldenS
Værdi, der kun bortfalder, naar Garveren stedse faacr klippede
Skind, hvilket bruges paa mange Steder. Men paa de Steder,
hvor Garveren faaer hele Skindet, beroer hans Fordeel mere paa
Uldens Værdi, end paa den hvidgarvede Hud; han lever da mere
af Uldhandel end af Garvningen, og lægger ikke megen Vægt paa
deu sidste. Herpaa, ligesom ogsaa paa den meget forstjellige
Beskaffenhed af Skindene, der alt efter Faarenes Levemaade snart
ere fede og svampede, snart faste og kjærnefulde, grunder den store
Forffjel i Skindenes Qvalitet sig.
Den fine Narv, hvide Farve og betydelige Blodhed, foruden
Fastheden, som de hvidgarvede Skind ffulle være i Besiddelse af,
ligesom ogsaa den store Modtagelighed ved Alungarvningen, be-
tinger megen Omhyggelighed, Forsigtighed og Udholdenhed ved
Rensningsprocessen.
De Faare- eller Bedestind, der endnu ere forsynede med
Ulden, ffulle ffilles ved Haarene paa en anden Maade, forend de
kommes i Kalkluden, for at Ulden, der fordærves i denne sidste,
endnu kan blive en værdifuld Vare. I denne Hensigt udrores
der en temmelig tyk Deig af brændt Kalk og Vand, der ogsaa
tilsættes sigtet Træaffe, omtrent halv faa meget som Kalken.
Skindene udbredes derpaa paa Værkstedets Gulv, med Uldsiden
nedefter, og overstryges tykt med Kalkdeigen med en Pensel, der
er dannet af Haarene paa Orehaler eller sammenbundet af oppillet
Tougværk, og Deigen stryges paa enhver Deel af Kjodsiden.
Skindene lægges derpaa sammen med Kjodsiden indefter og op-
bunkes over hinanden i et Kar, Hvor de blive liggende saa længe,
til Ulden losner sig. For at de ikke ved indtrædende Gjæring ffulle
ophedes og tage Skade, er det godt, efter 2 Dages Forløb, at
omlægge dem, saaledes at de underste komme overst, hvorved de
(45*)