ForsideBøgerSelverhverv

Selverhverv

Forfatter: Chr. Høegh-Guldberg

År: 1872

Forlag: F. Jespersen

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 766

UDK: 66(083)

Med fleretusinde praktiske meddelelser til saavel med, som uden formue, at kunne tilberede større og mindre handelsartikler, og derved danne sig en eller anden borgerlig stilling eller skaffe sig det nødvendige udkomme.

Samlingen kan tillige tjene som praktisk haandbog for udvandrere.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 774 Forrige Næste
707 en Luudstang. Efter 2 Dages Forlob ophænges Skindene paa Lægter, for at Kalkvandet kan afdryppe, Luden tilsættes endnu en Gang Kalk, omtrent halv saa meget som förste Gang, og Skindene lægges paa samme Maade deri, Hvor de blive saa længe, til Haarene eller Ulden ikke alene losnes, men at de fedtagtige Dele paa Kjodsiden ere tilstrækkelig oploste, hvilket sædvanlig er Tilfældet efter 8—14 Dages Forlob, naar Luden i Mellemtiden oftere er omrort. Til den forste Luud tages sædvanlig den fra den forrige Udludning svækkede Kalkmælk. Skindene bringes nu paa Skrabe- bokken, og for at ffaane Narvsiden ffrabes de ikke med Skrabejernet, men med en kort Træffraber for at befries fra Haarene eller den korte Uld. Ved det sædvanlige Hvidgarveri, hvor der kun drives med Faare- eller Bedejkind, maa der tages særligt Hensyn til UldenS Værdi, der kun bortfalder, naar Garveren stedse faacr klippede Skind, hvilket bruges paa mange Steder. Men paa de Steder, hvor Garveren faaer hele Skindet, beroer hans Fordeel mere paa Uldens Værdi, end paa den hvidgarvede Hud; han lever da mere af Uldhandel end af Garvningen, og lægger ikke megen Vægt paa deu sidste. Herpaa, ligesom ogsaa paa den meget forstjellige Beskaffenhed af Skindene, der alt efter Faarenes Levemaade snart ere fede og svampede, snart faste og kjærnefulde, grunder den store Forffjel i Skindenes Qvalitet sig. Den fine Narv, hvide Farve og betydelige Blodhed, foruden Fastheden, som de hvidgarvede Skind ffulle være i Besiddelse af, ligesom ogsaa den store Modtagelighed ved Alungarvningen, be- tinger megen Omhyggelighed, Forsigtighed og Udholdenhed ved Rensningsprocessen. De Faare- eller Bedestind, der endnu ere forsynede med Ulden, ffulle ffilles ved Haarene paa en anden Maade, forend de kommes i Kalkluden, for at Ulden, der fordærves i denne sidste, endnu kan blive en værdifuld Vare. I denne Hensigt udrores der en temmelig tyk Deig af brændt Kalk og Vand, der ogsaa tilsættes sigtet Træaffe, omtrent halv faa meget som Kalken. Skindene udbredes derpaa paa Værkstedets Gulv, med Uldsiden nedefter, og overstryges tykt med Kalkdeigen med en Pensel, der er dannet af Haarene paa Orehaler eller sammenbundet af oppillet Tougværk, og Deigen stryges paa enhver Deel af Kjodsiden. Skindene lægges derpaa sammen med Kjodsiden indefter og op- bunkes over hinanden i et Kar, Hvor de blive liggende saa længe, til Ulden losner sig. For at de ikke ved indtrædende Gjæring ffulle ophedes og tage Skade, er det godt, efter 2 Dages Forløb, at omlægge dem, saaledes at de underste komme overst, hvorved de (45*)