Selverhverv

709 iagttages, at ingen llld gaaer tabt, da den sædvanlig sidder meget lvs paa Skindet. Efterat Skindene ere rigtig ndvafkede, flaaes de op paa Bokken, for at Vandet kan lobe af. Raar det er fleet, flaaes Ulden af ved Hjælp af en Stok eller Kile og sorteres i forskjellige Sorter. Det vil nu sees, at Skindene, der ere befriede fra Ulden, ere meget smukke og glatte paa Narvsiden, og at de ikke have lidt ved denne hurtige Behandlingsmaade. Det blaa- agtige Skjær taber sig senere aldeles. Paa denne Maade kan Hvidgarverne altsaa paa ccn Dag udvaske Skindene og skille dem ved Haarene, og den er især at anbefale, hvor der ikke haves megen Plads i Garveriet. Arseniken er vel kosibarere, men del- indvindes smukt, blodt Skind og hurtig Garvning. Naar Ulden ester den forst angivne Maade ineb Kalk og Aske er losnet paa Skindene, og disse ere færdige til videre Be- handling, fammenslaaes de med Uldsiden indefter , og Kjodsiden afvaskes saa fuldkommen som mulig. De ophænges derefter paa Kanten af Vaskebænken, for at Vandet kan lobe af, og derefter vaskes de ogsaa paa Uldsiden. Ulden aftages derefter med en Stok paa den nævnte Maade eller plukkes af med Hænderne. Skindene nden Ulden fordeles derpaa atter regelret i Kalkluden, nedtrykkes og bearbejdes med Ludstokken, og strabes atter paa Bokken med Træskraberen. Faare- og Lammeskind kunne ogsaa skilles ved Ulden ved Svedning, hvilket benyttes i nogle engelske Værksteder. De nd- blodes først, skilles ved det overflødige Kjød paa Kjødsiden paa Skrabebokken, og ophænges derefter i et lukket Rum, til Ulden løsnes. Efterat denne er aftaget, ordnes Skindene over hinanden og ildpresses i en hydraulisk Presse, hvorved en betydelig Portion Fedt og Talg bliver udtrykket. 4) Vearbeidelsen i Kalkludkarret. Under de Fjender, der virker imod en regelmæssig Garvning og en reen Hvidhed, staaer det i Skindene indeholdte Fedt i første Linie. De Skind, der paa den ene eller anden Maade ere skilte ved Ulden, kommes endnu en Gang i Ludkarret, øg det i en allerede svækket Luud. Derrlnder forstaaes en Beholder med Kalkmælk, der klin fra Tid til anden er omrort, eller Kalkmælk, der ved oftere Brug er stærkt mættet med dyriske Dele. Disse sonder- lægges lidt efter lidt og under Indflydelse af Kalken udvikles Ammoniak, hvilket tydeligt giver sig tilkjende under Bruget. Ved at komme Skindene i Kalkluden, onrrores den forst og strax der- efter udbredes det ene Skind efter det andet paa Overfladen og en anden Arbejder støder dem strax tilbunds med Luudstokken. Dette maa skee saa hurtigt, at de komme deri, førend den omrørte Kalk igjen sætter sig tilbunds. Efter deres Forskel blive de i Kalk-