Samfundets Pligter Ligeoverfor Kunstindustrien

År: 1889

Forlag: Trykt hos Chr. Nielsen

Sted: Randers

Sider: 21

UDK: 745

Tale

holdt ved Randers tekniske Skoles Aarsfest

den 7de April 1889

af

Borgmester, Kammerjunker G. C. V. H. v. Stemann.

(Trykt som Manuskript.)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 28 Forrige Næste
7 Tilbygningerne allerede fremtræde i andre Former. Fremfor Alt er det dog den indre Udsmykning, hvorpaa Aarhundrederne trolig arbejde videre; Slægt efter Slægt giver efter sin Smag og Kunstsands det Bedste, den formaar. Medens Arkitekterne skabe Hallerne, Billed- huggerne befolke Nicherne med Statuer og Malerne smykke Væggene og Altret med Malerier, er der her endnu et vidt Omraade ogsaa for den lille Kunst. Altret med dets Tæpper og mangehaande kirkelige Gjenstande fordrer til de forskjellige Kirkefester særlige Farver, særlige Former; i Kirkeskatten findes en Mængde hellige Kar til Gudstjenesten, Kalke, Monstrantser, Lysestager; det gjælder jo om at forsyne ikke et enkelt, men mange Altre. Og hvert enkelt Stykke er en særlig Gave til Kirken fra gejstlige og verdslige Herrer. End- videre er der en Mangfoldighed af Relikviegjemmer, som antage forskjellige Former alt efter den overleverede Helligdoms forskjellige Skikkelse. Snart fremstilles i hel Figur den Helgen, fra hvem Relikvien stammer, snart kun hans Hoved, Arm eller Fod, eller den har Form af en rigt og elegant gjennemført gothisk Kirke med Stræbepiller og Buer, gjennembrudte Spidsgavle og slanke Spir. Relikvierne var det, der gav de for- skjellige Kirker deres Ry, og ligesom man i fyrstelige Familier viser den største Omhu og Ærbødighed for Riddersalen og Alinegalleriet, saaledes var for Kirken ingen Udgift for stor, naar det gjaldt om at holde Relikvieskatten i Ære. En videre gaaende Betydning for Datidens Kunstliv fik Kirken, ved Udstyrelsen af de Kapeller, som opførtes af enkelte Familier, Laug og Korporationer som Gravkapeller for dem og deres Nærmeste. Hvad man af kunstneriske Arbejder forærede til saadanne Kapeller, sikkrede Giveren ikke blot evig Salighed, men det gav ham ogsaa i hans Levetid en vis Anseelse, og det ansporede igjen gode Venner og