Samfundets Pligter Ligeoverfor Kunstindustrien
År: 1889
Forlag: Trykt hos Chr. Nielsen
Sted: Randers
Sider: 21
UDK: 745
Tale
holdt ved Randers tekniske Skoles Aarsfest
den 7de April 1889
af
Borgmester, Kammerjunker G. C. V. H. v. Stemann.
(Trykt som Manuskript.)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
7
Tilbygningerne allerede fremtræde i andre Former.
Fremfor Alt er det dog den indre Udsmykning, hvorpaa
Aarhundrederne trolig arbejde videre; Slægt efter Slægt
giver efter sin Smag og Kunstsands det Bedste, den
formaar. Medens Arkitekterne skabe Hallerne, Billed-
huggerne befolke Nicherne med Statuer og Malerne
smykke Væggene og Altret med Malerier, er der her
endnu et vidt Omraade ogsaa for den lille Kunst.
Altret med dets Tæpper og mangehaande kirkelige
Gjenstande fordrer til de forskjellige Kirkefester særlige
Farver, særlige Former; i Kirkeskatten findes en Mængde
hellige Kar til Gudstjenesten, Kalke, Monstrantser,
Lysestager; det gjælder jo om at forsyne ikke et enkelt,
men mange Altre. Og hvert enkelt Stykke er en særlig
Gave til Kirken fra gejstlige og verdslige Herrer. End-
videre er der en Mangfoldighed af Relikviegjemmer,
som antage forskjellige Former alt efter den overleverede
Helligdoms forskjellige Skikkelse. Snart fremstilles i
hel Figur den Helgen, fra hvem Relikvien stammer,
snart kun hans Hoved, Arm eller Fod, eller den har
Form af en rigt og elegant gjennemført gothisk Kirke
med Stræbepiller og Buer, gjennembrudte Spidsgavle
og slanke Spir. Relikvierne var det, der gav de for-
skjellige Kirker deres Ry, og ligesom man i fyrstelige
Familier viser den største Omhu og Ærbødighed for
Riddersalen og Alinegalleriet, saaledes var for Kirken
ingen Udgift for stor, naar det gjaldt om at holde
Relikvieskatten i Ære. En videre gaaende Betydning
for Datidens Kunstliv fik Kirken, ved Udstyrelsen af
de Kapeller, som opførtes af enkelte Familier, Laug
og Korporationer som Gravkapeller for dem og deres
Nærmeste. Hvad man af kunstneriske Arbejder forærede
til saadanne Kapeller, sikkrede Giveren ikke blot evig
Salighed, men det gav ham ogsaa i hans Levetid en
vis Anseelse, og det ansporede igjen gode Venner og