Samfundets Pligter Ligeoverfor Kunstindustrien

5 dertil, Hans Holbein malede ikke blot flere Portræter til Kongen af England, men han componerede ogsaa Kaminer og Vaaben til ham, Gbiberti fremstillede til sine berømte Bronce-Døre, om hvilke Michelangelo i Begejstring sagde, at „de vare værdige til at være Paradisets Porte“, ikke blot Reliefferne med de bibelske Scener, men ogsaa Gesimserne. Det er i det Hele taget ejendommeligt for Malerne i det 15—16de Aarhundrede, at de beherske næsten alle Kunstens Grene: de ere tidt paa en Gang Arkitekter, Billedhuggere, Billed- skjærere og Dekoratører, de male baade i Fresko og Olie, de gjøre Udkast til Vaaben, Drikkekar, al Slags Bordtøj og Smykker, til kostbare Bogbind og Møbler og ere beundringsværdige Mestre i Kobberstikket. Først i vort Aarhundrede ved Maskinindustriens Fremkomst har Kunsten forladt Haandværket, og er der opstaaet Trang til at udfylde det derved fremkomne tomme Rum med en ny Mellemgruppe, som man har kaldt Kunstindu- strien. Den Bevægelse, der, som bemærket, begyndte for omtrent en Menneskealder siden, har ganske vist gjort meget store Fremskridt. Ja, man kan vel sige, at ingen Del af vore daglige Livsfornødenheder, er bleven uberørt deraf. Men man tog fejl, naar man drømte om, at den fordums gyldne Tid vilde vende tilbage. Svundne Tider vende nu en Gang ikke tilbage! Med Massernes Frem- rykning i vort Aarhundrede er fulgt Masseproduktionen, hvis flittige og dygtige, men aldeles aandløse Slave er Maskinen. Trods Alt, hvad der er opnaaet i de sidste 20 Aar, er der vedblivende en bestemt Forskjel mellem Fortidens Haandværk, som naaede sit Højdepunkt i den fuldendte Udførelse af enkelte Gjenstande, og den moderne Industri, som søger sit Udbytte ved Maskinens Masseproduktion. Det er nu klart, at Kunstindustrien kun kan komme