ForsideBøgerIllustreret Kogebog

Illustreret Kogebog

Forfatter: CH. EM. Hagdahl

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 1080

UDK: 641 Hag

Med Forfatterens Tilladelse Oversat ved André Lütken, Gjennemset og Forsynet Med Et Tillæg ved P. J. Soyer, Mundkok hos H. M. Kongen af Danmark.

Med 279 Oplysende Afbildninger, Norsk Ordfortegnelse, Oversigt Over Maal- Og Vægtforhold M.M.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1082 Forrige Næste
GRØNSAGER. 633 Kaalrabi Lat. Brassica oleracea cauloearpa. Fr. Chou-rave. Er en Afart af Kaal. Det, man navnligt spiser, er den opsvulmede Del af Stammen, der er bedst, inden den er helt udvoxet, thi senere bli- ver den træet. Den er bedst, naar den er af et almindeligt Æbles Stør- relse. Man har flere Arter heraf, saasom Kruskaal, grøn Kaalrabi og blaa- brun Kaalrabi; den sidste foretrækkes, da den er mildere og mindre træet og desuden mere haardfør. Naar den saas paa forskjellige Tider, kan den høstes hele Sommeren igjennem. De sidst saaede unge Kaalraber tages op om Efteraaret og slaas ned i Sand i Kælderen til Vinterforbrug. Man benytter ikke blot den opsvulmede Stamme, men ogsaa de unge Blade, der sidde i Toppen, og disse levere, navnligt om Vinteren, naar de ere voxede i Kjælderen, en fortræffelig Kaal. Kaalrabi. * Unge Kaalraber, Smør, Mel, Bouillon, Persille, Sukker, Salt, Alt det haarde tages bort, Kaalraberne skjæres i halvmaaneformede Stykker, som pudses, sættes over Ilden med Bouillon, friskt Smør, noget Sukker og Salt og koges møre. Suppen jevnes med Mel og hakket Per- sille og faar et Kog. Serveres som Garnering til Kalve- eller Lamme- koteletter. Anm. Kaalraber kunne ogsaa staves med Mælk ligesom Blom- kaal. Paa meget unge Kaalraber kan man anvende de fine Hjerteblade, naar man koger dem for sig med Smør og Bouillon og anretter dem om- kring de stuvede Kaalraber. Spinat. Lat. Spinacia. Fr. Epinards. Spinaten menes egentlig at høre hjemme mellem Kaukasus og den persiske Havbugt og blev allerede paa Romernes Tid dyrket baade i Per- sien og Arabien under det persiske Navn «Ispani»; den kom med Maurerne til Spanien og blev omkring Aar 1300 benyttet som Fastespise af Mun- kene. Der gives mange Varieteter, men det er den omtalte Art, som for- trinsvis dyrkes i hele det nordlige Europa. Den er meget tidlig, men der findes en sildigere Sort: «Ny Zeelands Spinat» (Tetragonia expansa), soni først er tjenlig langt ud paa Sommeren, medens den første allerede er gaaet i Frø. Den skyder Ranker af 2—5 Fods Længde og giver rigt Udbytte fra Juli indtil Frostens Komme.