ForsideBøgerIllustreret Kogebog

Illustreret Kogebog

Forfatter: CH. EM. Hagdahl

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 1080

UDK: 641 Hag

Med Forfatterens Tilladelse Oversat ved André Lütken, Gjennemset og Forsynet Med Et Tillæg ved P. J. Soyer, Mundkok hos H. M. Kongen af Danmark.

Med 279 Oplysende Afbildninger, Norsk Ordfortegnelse, Oversigt Over Maal- Og Vægtforhold M.M.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1082 Forrige Næste
Fordøjelse og Ernæring. Menneskets og Dyrets Livsproces bestaar i et Forbrug og en Gjen- fornyelse, der uafbrudt foregaar i Legemet. Naar Gjenfornyelsen ophører, ophører ogsaa Muligheden for Livets Fortsættelse. De forbrugte Stoffer udskilles af Legemet enten i luftformig, flydende eller fast Tilstand. De luftformige Stoffer udskilles dels ved Udaandingen, dels ved Fordampning fra Legemets Overflade. De flydende og de i disse opløste faste Stoffer, der udgjøre den største Del af Udtømmelserne, fjernes ad forskjellige Veje, saaledes gjennem Tarm- kanalen, Nyrerne m. m., og de bestaa af forbrugte Stoffer fra selve Lege- met, men kun en ringe Del af dem er Rester af Fødemidler, saaledes altsaa det modsatte af, hvad man i Almindelighed antager. Man ser saa- ledes under langvarige Sygdomme, at Udtømmelserne vedblive, skjøndt der ikke optages Fødemidler. De helt og holdent faste Stoffer bestaa af Affald fra de hornagtige Dannelser, der stadigt fornyes, saa som Overhud, Negle, Haar o. s. v. Ved disse Udsondringer forbruges naturligvis Legemets Masse, og enhver nok saa liden Del af Legemet maa yde sit Bidrag dertil. For at holde Legemet paa det Udviklingstrin, det engang har naaet, maa der derfor tilføres det i det mindste en lige saa stor Mængde enkelte Elemen- ter som dem, det har mistet, og saa længe Legemet er i Tilvæxt, maa Tilførslen naturligvis være endnu større end Forbruget. Deraf kommer det, at den opvoxende Ungdom trænger til mere Føde, Naar Legemet ikke faar Næring, eller naar denne indskrænkes, for- svinde først de Dele, der ere mindre nødvendige for dets Bestaaen, og hvis større Omfang gjør, at de uden Fare kunne formindskes. Derfor svinder først og fremmest Fedtmassen, der egentlig kun er et Forraad af Over- skudet af Næringsstofferne; endel Dyr, saaledes Bjørnen og Murmeldyret, leve heraf under deres lange Vintersøvn ; vi kunde maaske gjøre det samme, men vi gjøre det ikke, fordi de Smerter, som Sulten foraarsager, ere os for store. Den forskjellige Betydning, der maa tillægges Fedtets og Kjødets Forsvinden, beror paa at Fedtet ikke er nødvendigt til Organismens Op-