i?OKT>Ø.TELSE OG EBNÆRING.
79
tilstrækkeligt paa, at Sjælens og Legemets Overensstemmelse har sin væ-
sentligste Grund i en god og kraftig Fordøjelse, men Straffen udebliver da
heller ikke. Napoleon I var en saadan Æder; han spiste ikke til bestemte
Tider og spiste baade hurtigt og daarligt. Han havde befalet, at hvor
som helst han end var, skulde der altid, til enhver Time af Døgnet, baade
Dag og Nat lindes Koteletter, stegte Høns, Kaffe m. m. til ham; ban
spiste da, naar det faldt ham ind. Denne Uvane at spise hurtigt og ube-
tænksomt har sikkert nok undergravet hans Helbred og forkortet hans Liv,
og man har paastaaet, at denne Uvane to Gange i hans Liv har skadet
ham i høj Grad i det afgjørende Øjeblik. Det er nemlig bekjendt, at han
i Slagene ved Borodino og ved Leipzig led af daarlig Fordøjelse, og Hoff-
mann siger, at paa den tredje Dag af Slaget ved Dresden lammedes Kej-
serens sædvanlige Snarraadighed meget som Følge af, at han hurtigt havde
spist et Stykke Lammebryst, fyldt med Løg. — Hvor ofte have Folkenes
Skæbner mon været afhængige af en Førsteministers Fordøjelse!
Den Handling, vi kalde at spise, er den, hvorved vi opholde og
forlænge vort Liv; det er altsaa en af de vigtigste Opgaver, der er bleven
os stillet, og vi bør ikke lade os forstyrre af nogen eller noget under Ud-
øvelsen af denne behagelige Pligt mod os selv. En virksom Mand, der
elsker Livet og Helbredet og ønsker at vedligeholde sine Sjæls- og Legems-
krafter usvækkede, bør derfor omhyggeligt undgaa Forretninger og an-
strengende Samtaler i de Timer, hans Fordøjelsesorganer ere i Virksomhed.
Naar Skæmt krydrer Maaltidet, bliver Tilfredshed og Velbefindende Resul-
tatet. Dengang Suffren anførte I’ranskmændene i Orienten, meldte der sig
en Deputation af indfødte netop i det Øjeblik, da han satte sig tilbords.
Han sendte da en Adjutant til Deputationen med den Hilsen, at et Bud
i hans kristelige Religion, som intet som helst kunde bevæge ham til at
overtræde, befalede, at man under Maaltidet ikke maatte udføre noget
Slags Arbejde ; Deputationen fjernede sig da dybt greben ved at høre, hvor
from Franskmændenes Anfører var.
Vi faa Vand i Munden, naar vi betragte den Mad, der er sat frem,
eller medens vi spise den; det er Naturen selv, som i sin Visdom befaler,
at denne Saft skal blandes med de tyggede Fødemidler for derpaa at lette
Maven dens Fordøjelsesproces. Spyttet, der udskilles af Mundens Kjertier,
er lige saa vigtigt for Madens Fordøjelse og Legemets Ernæring, som
Gjæret for Dannelsen af Brød af det raa Mel. Man synder ikke ustraffet
mod Naturens evige Love! Lad os derfor spise langsomt, tygge vor
Mad godt og undgaa Sindsbevægelser under vore Maal-
tider — da formindske vi vore legemlige Lidelser og forøge vore
Leveaar.
Der er flere, der dø af at spise for meget end af at spise for lidt.
Den, der spiser for at leve, kan lettere holde den gyldne Middelvej end
den, der lever for at spise. Men ogsaa denne vil i den allerede tilfreds-
stillede Appetit finde den Regulator, der afstikker de rette Grænser —