Arbejdslønnen I København Med Nabokommuner I Aaret 1898

XVIII Beregner man derimod Aarslønnen for disse Fag lig 300 Gange Daglønnen, udkommer der et af Beløb 885 Kr. Dette kunde tyde paa, at den virkelige Aarsløn, ligesom Tilfældet vai' med Svendene, ligger noget over den paa ovennævnte Maade beregnede, men den paapegede Forskel kan dog delvis forklares derved, at Oplysningerne om Aarslønnen, i alt Fald for nogle Fags Vedkommende, kun vedrøre de gennem hele Aai'et beskæftigede Ârbejdsmænd. I den ovennævnte Oversigt er imidlertid ikke medtaget nogle enkelte Fag med høje Arbejdsmandslønninger, for hvilke Oplys- ninger om Aarslønnen ogsaa er bekendt, nemlig Fyrbøderne, for hvilke Fagforeningen opgiver den gennemsnitlige Aarsløn som liggende mellem 1200 og 1400 Kr., og Natrenovationsarbejderne, hvor det store Flertal af Arbejderne, efter Arbejdsgivernes Opgivende, have en Aarsindtægt mellem 1400 og 1600 Kr. For Kvinders Vedkommende er der ikke tilstrækkeligt Materiale til at prøve den foranførte Beregningsmaades Rigtighed. Man har i den foregaaende Text forsøgt at bestemme den gennemsnitlige Aarsløn for Svende, Arbejdsmænd og Kvinder. Det samme Gennemsnit kan imidlertid fremkomme ved en meget forskellig Fordeling af de enkelte Aarsindtægter. Disse kunne t. Ex. alle gruppere sig meget nær om Gennemsnittet, eller Ligevægten kan bringes tilveje ved stærkt Udslag til begge Sider. Spredt rundt i de forskellige Textafsnit til de enkelte Fag vil man for samtlige eller for et begrænset Antal Arbejdere finde Oplysninger om Aarsindtægternes Fordeling indenfor de i de trykte Tabeller angivne Rammer. Men dette Materiale er altfor spredt til, at der derpaa tør bygges en Klasseinddeling af Aarsindtægterne for Arbejderstanden som Helhed eller for dens Hovedgrupper. Hvad Arbejdstiden angaar, da er der nogle Fag, hvor denne er ubestemt. Det er i første Række Hjemmefagene: Skrædere, Skomagere, Syersker for det langt større Antal Arbejdere, der ikke ere beskæftigede paa Værkstederne. Ved Siden heraf er der dog ogsaa nogle andre Fag, hvor man ikke er naaet frem til en for hele Faget gældende, bestemt Arbejdstid, saaledes Barberere, Konditore i Konditorier (derimod ikke i Bagerier) og Slagtere. For visse Arbejdere (t. Ex. Vognmandskuske) bliver den effektive Arbejdstid noget ubestemt derved, at Spisetiden ikke lader sig bestemt angive. Den systematiske Behandling af Arbejdstidens Længde er noget vanskeliggjort derved, at en Række Fag ikke opgive Arbejdstidens Længde med et bestemt Tal, men som liggende mellem visse Grænser. Saa meget kan dog siges, at en 12 Timers samlet Arbejds- dag med 10 Timers effektivt Arbejde, efter Fi'adrag af 2 Spise- og Hviletimer, er den stærkest fremherskende Kombination. Saaledes kan nævnes, at af de 97 Fag med angiven Arbejdstid have 39 en 10 Timers Arbejdsdag og 4 Fag Maximums- og Minimumsgrænser liggende paa begge Sider af de 10 Timer. Om 10 Timers Normalarbejdsdagen gruppere sig de øvrige Fag til begge Sider. Ialt 14 Fag er der med en noget længere effektiv Arbejdsdag, deraf 9 med 10—lO1^, 1 nied 10—11, 3 med 101/2 og 1 med lO^g à 103/4 Timers Arbejde. Til den anden Side ligge de talrigere Fag med kortere Arbejdstid, saaledes er der 1 Fag med 8, 1 Fag med 2 Fag med 9 og 1 Fag med 9^2 Timers effektivt Arbejde og desuden en Række Fag med Arbejdstiden liggende mellem Maximums- og Minimumsgrænser, nemlig 9 Fag med 91/2 Time og 26 Fag med 10 Timer som Maximumsgrænse og lavere Minimumsgrænse. Blandt Fagene med kortere effektiv Arbejdstid end 10 Timer maa navnlig nævnes saadanne, hvor Arbejdet foregaar uden Døre og Arbejdstiden derfor naturligt paavirkes af Dagens, med Aarstiden vexlende Længde. Her kan saaledes for Svendenes Vedkommende navnlig nævnes Bygningsarbejderne, t. Ex. Bygningssnedkerne (udenfor Værkstedet) med 7—Murerne med 7—10, Tømrerne med 71/2—10 effektive Arbejdstimer, idet de nævnte korteste og længste Arbejdstider referere sig henholdsvis til de to mørkeste Vintermaaneder og de 6 Sommermaaneder med jævnt stigende Arbejdstider i den mellemliggende