Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

19 paa Overfladen, hvor de rører ved Luften; Vand, der tages op af en Brønd, fryser langt hurtigere end Vandet i selve Brøn- den og endelig viser den Damp, der kommer fra vort Legeme, naar det efter et varmt Bad overhældes med koldt Vand, at den Varme, der forsvinder, forvandler sig til Luft, som derfor regnes at være Ilden modsat. Disse Grunde er lette at modbevise for dem, der hævder, at Vandet er Kuldens Princip; Floderne fryser ikke til Bunden paa Grund af Antiperistasis, og at Luften ikke kan være Kul- dens Princip ses allerbedst af, at den aldrig selv fryser, men kun Fugtigheden i den; meget andet tyder paa, at Kulden føl- ger med Vandet; f. Ex. ses det, at de Egne paa Jorden, hvor der er meget Vand, er kolde, de med lidet Vand er varme; desuden kan det fugtige ikke brænde. Allerrimeligst er det dog at mene, at Jorden er primum frigidum, thi Jorden er det mørkeste, tungeste, uforanderligste, fasteste og tætteste af alle Legemer, og alle disse Egenskaber er beslægtede med Kulden. Herefter skulde man da vente, at Jorden er kold i det indre, og at saa virkelig er Tilfældet kan ses af, at faste Klippeblokke rager frem fra dette. Kilder, der kommer fra Bjergene, er de koldeste. Endvidere véd enhver, at man om Vinteren i sit Hus lever højt oppe i Luften, som er varm, men om Sommeren søger ned i Jorden, fordi den er kold, og om Vinteren flytter man til Søkysten for at faa det varmt og søger om Sommeren op i Landet for at faa det koldt — man ser, hvorledes lokale Erfaringer faar Almengyldighed. Paa denne Maade diskuteres der frem og tilbage om denne Materie i Hundreder af Aar, og de samme Grunde og Mod- grunde føres i Marken uden at bringe nogen Klarhed. Nogle nye Kendsgerninger kommer til at spille en Rolle med ved Diskussionerne, saaledes Iagttagelser over Kuldeblandinger, men befrugtende for Diskussionen var de ikke; denne blev snarere mere og mere gold og uklar. I det 17de Aarhundrede sker der imidlertid ikke blot Fremskridt, hvad Evnen og Lysten til at raadspørge Naturen angaar, men ogsaa paa Theoriens Om- raade. 2: