Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører
Forfatter: Wilhelm Schultz
År: 1912
Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere
Sted: København
Udgave: Tredie udvidede Udgave
Sider: 425
UDK: Gl. 681
Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Urigtig Fremgangsmaade.
123
røret og Viservællen fra Værket, saaledes at kun Sekund-
tappen staar frem over Værkpladen. Derefter forsænker man
Hullet i Sekundskiven en Smule med en slank tilsleben
Stikkel, indtil Sekundtappen har faaet lidt Luft, og man kan
da straks beregne til hvilken Side Hullet skal trækkes. Man
lægger altsaa Skiven paa et Stykke fladt Kork, der er skruet
ind i Skruestikken, og giver rigelig Olie ved Stikkelen, der
naturligvis maa være yderst skarp, eftersom man ellers maa
udøve et for stærkt Tryk paa Skiven, hvorved denne let kan
springe. For at kunne trække Hullet hen til en bestemt Side,
maa man under Udsænkningen holde Stikkelen skraat ned
imod den betræffende Side. Derved bliver Forsænkningen
lidt dybere paa dette Sted, og man kan nu med en ikke
for fin Rundfil (omtrent Nr. 4), file Hullet over i denne
Side, hvorpaa man atter forsænker en Smule, men denne
Gang med Stikkelen nøjagtig i lodret Stilling (se Afsnit 261).
251. Her maa jeg dog gøre opmærksom paa noget.
Mange Kolleger lægge nemlig Skiven paa Pegefingeren, Atter en for-
istedetfor paa et Stykke Kork, idet de mene, at dette maa pangSmaade.
blive ganske det samme, og derved kunde spare den lille
Ulejlighed, der er forbunden med at skulde udsøge og fast-
spænde Korket. Denne Fremgangsmaade er dog af flere for-
skellige Grunde ikke tilraadelig.
For det første udøver man med den under Skiven an-
bragte Pegefinger et Tryk opefter, saa længe man forsænker
med Stikkelen, medens man samtidig uvilkaarlig trækker
Randen nedefter med Tommel- og Langefingeren. Paa denne
Maade udsættes Skiven altsaa for en vis Spænding, der er
stærkest i det Øjeblik, hvor man ophører med at bearbejde
med Stikkelen. Thi det er næppe tænkeligt, at man nøjagtig
i samme Øjeblik, som man hører op med at dreje og trykke
paa Stikkelen, skulde give efter med Fingertrykket. Ligger
derimod Skiven paa et fast indespændt Stykke Kork, da er
et saadant skadeligt Tryk fuldstændig udelukket
For det andet er den af Pegefingeren dannede Flade
ikke stor nok og tillige hvælvet istedetfor flad. En Smule
Eftertanke vil uden Tvivl hurtig overbevise Enhver om, at
ved at anvende en større Flade som Underlag, vil Trykket,