Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Forfatter: Wilhelm Schultz

År: 1912

Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere

Sted: København

Udgave: Tredie udvidede Udgave

Sider: 425

UDK: Gl. 681

Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 458 Forrige Næste
Urigtig Fremgangsmaade. 123 røret og Viservællen fra Værket, saaledes at kun Sekund- tappen staar frem over Værkpladen. Derefter forsænker man Hullet i Sekundskiven en Smule med en slank tilsleben Stikkel, indtil Sekundtappen har faaet lidt Luft, og man kan da straks beregne til hvilken Side Hullet skal trækkes. Man lægger altsaa Skiven paa et Stykke fladt Kork, der er skruet ind i Skruestikken, og giver rigelig Olie ved Stikkelen, der naturligvis maa være yderst skarp, eftersom man ellers maa udøve et for stærkt Tryk paa Skiven, hvorved denne let kan springe. For at kunne trække Hullet hen til en bestemt Side, maa man under Udsænkningen holde Stikkelen skraat ned imod den betræffende Side. Derved bliver Forsænkningen lidt dybere paa dette Sted, og man kan nu med en ikke for fin Rundfil (omtrent Nr. 4), file Hullet over i denne Side, hvorpaa man atter forsænker en Smule, men denne Gang med Stikkelen nøjagtig i lodret Stilling (se Afsnit 261). 251. Her maa jeg dog gøre opmærksom paa noget. Mange Kolleger lægge nemlig Skiven paa Pegefingeren, Atter en for- istedetfor paa et Stykke Kork, idet de mene, at dette maa pangSmaade. blive ganske det samme, og derved kunde spare den lille Ulejlighed, der er forbunden med at skulde udsøge og fast- spænde Korket. Denne Fremgangsmaade er dog af flere for- skellige Grunde ikke tilraadelig. For det første udøver man med den under Skiven an- bragte Pegefinger et Tryk opefter, saa længe man forsænker med Stikkelen, medens man samtidig uvilkaarlig trækker Randen nedefter med Tommel- og Langefingeren. Paa denne Maade udsættes Skiven altsaa for en vis Spænding, der er stærkest i det Øjeblik, hvor man ophører med at bearbejde med Stikkelen. Thi det er næppe tænkeligt, at man nøjagtig i samme Øjeblik, som man hører op med at dreje og trykke paa Stikkelen, skulde give efter med Fingertrykket. Ligger derimod Skiven paa et fast indespændt Stykke Kork, da er et saadant skadeligt Tryk fuldstændig udelukket For det andet er den af Pegefingeren dannede Flade ikke stor nok og tillige hvælvet istedetfor flad. En Smule Eftertanke vil uden Tvivl hurtig overbevise Enhver om, at ved at anvende en større Flade som Underlag, vil Trykket,