Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Spærværket 350. Til de enkleste og lettest forstaaelige Dele af et Ligegyldighed Lommeuhr hører Spærværket. Maaske er netop denne Om- Spærværket stændighed en Grund mere til, at Spærværket af mange Repa- ratører bliver ganske negligeret, hvad man jo alt for ofte kan overbevise sig om. Uagtet man maa forbavses herover, saa synes det dog endnu mere uforstaaeligt, at der ogsaa ved Indsætning af nye Spærfjedre og Spærkegler, hvor Ar- bejdet lige saa hurtigt og let kan laves godi som daarligt, undertiden kan gaaes ligesaa ligegyldigt tilværks. Hvem har vel ikke fundet ny indsatte Sidespærfjedre, der kun greb halvvejs, ja kun en Trediedel ned i Spærhjulstændernes Tanddybde, og som tilmed vare tre Gange saa tykke som de egentlig burde være (formodentlig af Hensyn til den større Holdbarhed). — Kan der vel tænkes noget mere forkert? 351. Selv ind i Fabrikationen strækker disse Ubegribe- Fejiagtig ligheder sig. I Begyndelsen af firserne blev der eksempelvis Konstruktion Repræsentanten for en schweitzisk System-Uhrfabrik, der i vore Dage hører til de allerførste Verdensfirmaer (den Gang var der endnu kun faa System-Uhre i Handelen), fore- vist mig et nyt Kaliber af et Ankeruhr, der udmærkede sig ved en overordentlig gediegen Konstruktion, og hvori navn- lig Gangen var ganske fortræffelig forarbejdet. Idet jeg stod og glædede mig herover, faldt mit Blik paa Spærværket: Oh Skræk: Omkring en Putz, hvis Midtpunkt dannede Skrue- hullet for den ene af Spærhjuls-Klobenens to Skruer, var lagt en ca. 13 mm lang Hage, hvis fjedrende Del højst var 5 mm lang, men som ikke destomindre havde en Tykkelse af omtrent 1 mm; altsaa Spærkegle og Spærfjeder i et Stykke! „Knik—Knik“ene, smældede da ogsaa højt nok. Fabrikens Repræsentant blev ikke lidt bestyrtet, da jeg sagde til ham,