Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

Denne Overenskomst, hvis Varighed foreløbig var sat til 16 Aar, gik i Princippet ud paa, at der skulde holdes ens Takst ad Kabelrouterne og ad Landlinierouterne mellem Europa og hele Kina, og at Indtægten af alle Tele- grammer fra og til Kabelbyerne skulde tilfalde Selskaberne, medens Indtægten af Telegrammer fra og til alle de andre Byer skulde tilfalde den kinesiske Administration. En saadan Deling af Indtægterne skulde finde Sted, hvad enten Telegrammerne befordredes ad Kabelvejen eller ad Landlinievejen, og da det var at forudse, at Kablerne i en Række af Aar vilde komme til at befordre det meste af Indlandsbyernes Trafik, medens Landlinierne næppe vilde komme til at befordre meget af Kabelbyernes, maatte Overenskomsten anses for meget gunstig for den kinesiske Administration. Selskaberne maatte nærmest trøste sig med, at den forhaabentlig vilde fremkalde et venskabeligere Forhold og bedre Samarbejde mellem dem og Administrationen, end Tilfældet hidtil havde været. Hvor gunstig end Chefoo Overenskomsten var for Kina, og navnlig naar Hensyn tages til, at den skulde afløse 1881 Koncessionen, der havde givet Selskabet Eneret paa Befordringen af hele den omhandlede Trafik, saa skulde den dog forblive et dødt Bogstav. Vel blev den approberet af Vicekongen Li Hung-Chang, men den kinesiske Centralregering (Tsungli-Yamen) mod- satte sig den en Tid lang. Derefter rejste der sig en Storm imod den i den europæiske Presse samt i de europæiske Handelskamre i Kina, — der fejl- agtigt havde opfattet Sagen, som om den var ensbetydende med de daværende Taksters Opretholdelse i mindst 16 Aar, og som yderligere indbildte sig, at Sel- skaberne havde købt den kinesiske Administration til at indgaa Overenskomsten — og endelig fandt den russiske Regering ogsaa Indvendinger imod den i formel Henseende. Ihvorvel Selskabet kunde tage sig al denne Opposition med stor Ro — thi Chefoo Overenskomsten var saa lidet fordelagtig for de danske Interesser, at det kun havde indgaaet den under Pression udenfra — saa ønskede det dog saa meget at komme til en venskabelig og varig Forstaaelse med den kinesiske Administration, at det gjorde Alt, hvad der stod i dets Magt, for at overvinde Oppositionen. Men Alt var forgæves — rimeligvis af Grunde, der intet havde med selve Sagen at gøre, men maa søges i politiske og diplomatiske Forhold, som maaske aldrig ville blive opklarede. Ogsaa den kinesiske Administration (Direktør Sheng) arbejdede vistnok ærligt paa at faa den for Kina saa gunstige Overenskomst gennemført. 1 Juli 1888 og gentagne Gange senere søgte den endog at formaa Selskabet til at bringe dens Bestemmelser til Udførelse uden den russiske Legations og Rege- rings Billigelse, hvad der selvfølgelig ikke kunde være Tale om, alene fordi Selskabet herved vilde have gjort Brud paa sit Tillidsforhold til Rusland; men desuden havde det jo fra 1881 Koncessionen tilstrækkelige Beviser for, 111