Nye Ensrettere Og Periodiske Afbrydere

160 utvivlsomt er af samme Karakter som den teoretiske. Men dens Ordinater er naturligvis mindre som Følge af Dæmpningen. I efterfølgende Tabel er Ordinatforholdet anført for forskellige Ab- scisser. L • E /T s 0 mm 0.585 1,000 0,585 10 - 0,535 0,965 0,554 20 - 0,455 0,870 0,524 30 - 0,345 0,710 0,487 40 - 0,240 0,555 0,433 50 - 0,185 0,390 0,475 Som det vil bemærkes, aftager Forholdet noget med voksende Længde af Feltet. Efter vor Teori skulde det være konstant. Herved maa det nu imidlertid erindres, at Teorien netop paa dette Punkt er meget summarisk. Ved Felter over en vis Længde ligger den teoretiske Kurve endog under den empiriske. Forkla- ringen herpaa maa vistnok tildels søges i Felterne. Ved Be- stemmelserne benyttedes en Magnet, hvis Polflader i Straalens Retning maalte ca. 3,0 cm. Paa disse Flader blev Polskoene lagt. Naar de var længere end 3,0 cm, ragede de altsaa frem over Polfladerne. Under disse Forhold er Feltet utvivlsomt ikke ho- mogent, men svagere ved Enderne, d. v. s. det effektive Felt er ikke saa langt som det maalte. Det maa udenfor Minimum for- mentlig betyde, at f maales for stor. Afbøjningen for Jævnstrøm- men vil nemlig falde af i højere Grad end Vekselstrømsamplituden, hvis Variation med L omkring den betragtede Feltlængde er lille. Den egentlige Dæmpning. Dæmpningen og Straalens Tværsnitsareal. Det fremgaar meget tydeligt af Forsøgene over f‘ Variation ud langs Straalen, at Dæmpningsforholdet ved La- melfelt er meget nær uafhængigt af Straalens Tværsnit. Det be- tyder, at p er proportional med Straalens Tværsnitsareal S, thi p x naar den er det, bliver - --z som det ses, uafhængig af S, idet m v-------------------------’ no , in er proportional med S. Den saaledes indhøstede Erfaring peger utvivlsomt i Retning af, at Dæmpningen direkte skyldes Arbejdet ved Deformering af Straalen. Deformationen er jo nem-