Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

14 det i Hovedstillingen med den brydende Kant vandret nedad. Ved Hjælp af en Kvadrant maalte han den Vinkel, de indfaldende Straaler dannede med Horizonten; den er lig Solens Højde i Observationsøjeblikket; den Vinkel, som Straalerne af Middelbrydbarhed dannede med Hori- zonten, regnede han sig til, idet han kunde maale Af- standen mellem det Punkt, hvor disse Straaler træde ud af Prismet, og Midten af Spektret, samt desuden disse Punkters Afstande fra Gulvet; han fandt herved de middelbrydbare Straalers Afvigelse lig 44° 40'. Da nu i Hovedstillingen Brydningsvinklen er lig Prismets halve brydende Vinkel o: 31° 15', og Indfaldsvinklen er lig den halve Sum af Afvigelsen og den brydende Vinkel, o: lig 53° 35', saa blev Brydningsforholdet for Straalerne af Middelbrydbarhed lig n = -sin 53° 3— = 804:7 — IZi J 0 sin 31° 15' 5188 “ 50' Billedets Længde var meget nær 9|", dets Bredde 2|"; Differensen mellem disse, 7| Tommer, blev da Længden af det Billede, man vilde have faaet, hvis Solskiven var et eneste Punkt, og disse 7|" vilde da være Korden til den Vinkel, de mest og mindst brydbare Straaler dannede med hinanden. Nu stod Skjærmen 18| Fod bag Prismet; denne Vinkel blev da 2° 7", Halvdelen af den blev den Vinkel, som de yderste Straaler dannede med dem af Middelbrydbarhed, hvorimod Fjerdedelen 30' 2" blev den Vinkel, som de samme Straaler vilde have dannet ind- byrdes, hvis de havde fulgtes ad inde i Prismet og først ved Udtrædelsen vare brudte fra hinanden. Til den fælles Indfaldssinus (fra Glas til Luft) fik han da Brydnings- sinus for de røde Straaler sin 53° 4' 58"; for de violette sin 54° 5' 2", og Brydningsforholdene: for de første n —