Lokomotivets Historie og George Stephenson

38 STOCKTON—DARLINGTONBANEN. niske forarbeider. Da han var færdig med dem, kom Pease med et par andre af styret for at se paa kj øremaskinen. Den vandt almindelig beundring. Det blev straks vedtaget at bruge den paa den nye bane. Stephenson blev ansat som ledende ingeniør med sin søn Robert som medhjælp. Greorge Stephenson gik straks til arbeidet, som lian fremmede paa sin vante maade. Sent og tid- lig var han paa færde, mest ude i marken. Om kvælderne var han ofte gjæst hos mr. Pease, som boede nær ved. De to blev rigtig gode venner. Husets damer syntes ogsaa godt om Stephenson, som det altid var morsomt at snakke med. Thi det var mærkeligt saa meget han forstod sig paa. En kvæld sad han saaledes og talte med en af husets døtre, som holdt paa med at brodere. Han. gjorde da nogle gode bemærkninger om den kunst. Den unge dame spurgte forundret, hvor hr. chef- ingeniøren vel havde 'lært den. Da fortalte George Stephenson ligefrem, at den havde han lært ved at sy knaphuller i de klæder, han før i tiden havde laget til sine arbeidskamerater ved gruben. Grjennem fire aar skred baneanlægget godt og sikkert frem. Banen var enkeltsporet, men om- trent paa hver halve kilometer var der undvigespor. Skinnerne havde buet underkant, de s. k. „fiske- bugsskinner Denne skinneform var i lang tid anvendt ved engelske baner. De var egentlig af støbejern. Men skjønt George Stephenson havde patent paa en slig skinne og saaledes kunde tjent mange penge paa den, gjorde han dem dog nu af