Smede

196 C. NYROP : mere end en Sagnfigur. Han er en historisk Smed (Guldsmed), der levede i det 7de Aarhundrede og af Kong Dagobert blev forfremmet til forskjellige höje Embeder; tilsidst blev han Bi- skop i Noyon. Smedene gjorde ham til deres Helgen, og som saadan kjendes han ogsaa hos os. Men idet han bliver en hellig Mand, sker der en Forskydning med Hensyn til hvad det ovenfor nævnte Sagn beretter. Den efter Sagnet af Vor- herre eller St. Peter udførte underfulde Skoning kan nu ogsaa udføres af Helgenen, saaledes som det bl.A. var at se paa et Kalkmaleri i Stubbekjøbing Kirke1. Der falder herved Glans over Smedehaandværket. Men Smeden er jo ogsaa en dygtig Mand, en mandig Natur. „Den kan ej være Smed, som ræddes for Gnisterne“; „inden man bliver god Smed, har man tidt brændt Fingrene“2. Han er ogsaa paapassende og snarraadig. Det hedder „at passe paa som en Smed“, og det gjælder om „at smede, medens Jernet er varmt.“3 Og saa er han vel ogsaa den eneste Haand- værker, der er optraadt som en Slags Embedsmand med endog Embedsbolig. Landsbysmeden, d.e. Grovsmeden paa Landet, blev tidt med en vis aarlig Lön knyttet til en bestemt Smedie. For at udføre alt forefaldende Reparationsarbejde — nyt Arbejde blev særlig betalt — fik han som Høstfolkene Høstion, et bestemt Antal Traver for hver Bonde i Byen eller Lign.4. Men saa gjorde han ogsaa hvert Aar omkring den 1. November et Gilde, det saakaldte Smedegilde, ved hvilket 1 Aarb. f. nord. Oldk., 1889, S. 157 flg., G. Nyrop: Danske Haand- værkerlavs Segl, S. 6. — Ogsaa lier i Landet sker der en vis Forskydning, forsaavidt en Fortælling lader en Smed kunne fremstille en Jerndreng“, der imidlertid som umulig i det almindelige Liv senere maa smedes om paany (Skattegraveren, Efterslet, 1890, S. 147—148). 2 G. Nyrop: Lavenes indb. Rang, S. 15; E. Tang Kristensen: Dske Ordsprog, 1890, S. 609. 8 Chr. Molbech: Dske Ordsprog, 1850, S. 350. 4 Skattegraveren 1888, II, S. 123; Anton Nielsen: Landhaand- værkere, 1889, S. 36, 41; H F. Feilberg: Dansk Bondeliv, 1889, S. 33, 186-87.