Smede

SMEDE. 197 det gik lystigt til1. Ti negtes kan det jo ikke, Smeden har Ord for at holde meget af de vaade Varer. Naar Bønderne skulde have Noget gjort hos ham, trak- terede de ham med Brændevin, „hvo som Smedens Ven vil være, maa en Pægl Brændevin med sig bære“. Og naar det hedder, at „Smedebrændevin“ er godt for Rystesyge (Kold- feber), er det slet ikke ment, ti Midlet kunde aldrig blive prøvet; der blev nemlig aldrig levnet Brændevin hos en Smed: „Det er lettere at finde Brød i et Hundehus end Brændevin i et Smedehus“. Det hedder i det Hele: „Hvor finder man en Præst, som ikke er pengegjerrig, en Degn, som ikke er ær- gjerrig, en Skrædder, der ikke er storhovedet, og en Smed, som ikke drikker?“2 Det var en Ulykke for ham, og han følte det som en saadan: „Her gaar Vejen til Armod, sagde Smeden, han laa en Morgenstund midt paa Vejen og havde sovet Rusen ud“3. Men det er maaske just derfor, at der bliver taget forholdsvis mildt paa denne Daarlighed hos ham Der er saaledes noget humoristisk ved Fortællingen om, hvor- ledes Smeden fik et Gudsord hjem med sig. Han sad svirende i Møllegaarden, da han af Degnen blev hentet til Kirken, for at Præsten kunde have Nogen at præke for. Og til Kirken kom han da ogsaa, men her faldt han strax i Sövn, og han sov trygt, saa længe Præsten prækede4. Efter denne Fortælling synes Møllerens Hus at have været et Sted, hvor havarerede Existenser altid kunde findes. Men desværre for Smeden var i saa Henseende et Smedehus ikke bedre anset. I Kristian V’s danske Lov (6—21 — 1) sættes et Smedehus paa Linie med et Krohus og et Møllehus. I dem alle førtes der løs Tale, og der tænkes maaske herpaa, naar det hedder: „Den, der kommer meget i Smedien, bliver let sværtet“.5 1 Skattegraveren, 1888, II, S. 74. 2 H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, S. 185; Anton Nielsen: Land- haandværkere, S. 38. 8 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, 1890, S. 448. 4 E. Tang Kristensen: Jyske Folkeminder, IX, 1888, S. 323—24. 6 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, 1890, S. 609.