Smede

SMEDE. 199 men rentud med Penge (Vexler)1. Ganske interessant er det at se, at Saxo i sin Fortælling om Kongedatteren Helga og Gudsmeden ikke sætter denne synderlig höjt. Han kaldes for- agtelig Askepuster (siniflo), og han synes ikke at have tilhørt de Fribaarnes Kreds2. I saa Henseende synes Runestenenes Smede forøvrigt at have delt Skjæbne med ham. Paa Kolind- Stenen antydes det, at den, der rejste den, Toste Smed, stod i Afhængighedsforhold til en Mand Asvid, og den ovfr. S. 186 nævnte Toke Smed synes ganske sikkert oprindelig at have været ufri. Han rejste Hörning Stenen over den Mand, der havde givet ham „Kuld og Frelse (Frihed).“3 Ligegyldigt dog, hvorledes Smedenes — hvad her vil sige alle Haandværkeres — oprindelige Stilling har været. De særlige Smede kæmpede sig frem til en anset Stilling. I en Række af Byer var der Smedegader4, ganske som vi ovfr. (VIII, 202) have hørt, at der var Skomagergader; men her maa Essernes Brandfarlighed tages med i Betragtning. Der findes i alt Fald een Bestemmelse om, at Smedene af denne Grund helst burde bo udenfor Byen.5 6 Men selv om f. Ex. en Harniskmager i Overensstemmelse hermed har boet lidt afsides, betød han Noget. Frembringerne af tidligere Tiders kunstfærdige Jernklæder maa absolut have været dygtige Folk, stærke og ansete. Jern- skrædderen har paa mange Maader staaet over den almindelige Skrædder. Han svinger staaende sin store Hammer, medens Skrædderen sidder sammenbojet paa sit Bord, „en siddende Smed og en staaende Skrædder passer ikke godt“, og der er sikkert fuld Sandhed i Ordet: „hvad der kan kurere en Smed, 1 G Nyrop: Dansk Guldsmedekunst, S. 27, 37. 2 Saxo ed. P. E. Müller. I, S.284flg. 3 Ludv.F.A. Wimmer: De danske Runemindesmærker, I, S. 134 flg. II, S. 153flg. 4 Kjøbenhavn (O. Nielsen: Kbhvns. Hist., I, S. 139, 309; Kbhvns. Dipl., I, S. 354 jfr. 355), Slagelse (Script, rer. Dan. IV, S. 524), Skjelskør (Friis Edvardsen: Skjelskør, S. 125), Horsens (Fabricius: Horsens S. 11, 13), Ribe (Kinch: Ribe, I, S.525), Varde (Trap: Danm., 2. Udg. VI, S. 450), Odense (Engelstoft: Odense, 2. Udg. S. 129). 6 Kbhvns. Dipl., I, S. 675; V, S. 368, 378.