Smede

SMEDE. 187 Den udvidede Betydning af Ordet Smed have vi endnu i Ordsproget: „Enhver er sin egen Lykkes Smed.“ Her er „Smed“ ensbetydende med „Skaber,“ ligesom i Ordene Rim- smed og Rænkesmed. Man siger jo ogsaa: „Er der Noget ivejen, saå hent Smeden“, hvad der forudsætter, at han er en Mand, der kan bruges til Alt. Han bliver herved ligesom den Første mellem alle Haandværkere, og det passer derfor godt, at den gamle engelske Fortælling, der henlægges til Kong AHreds Dage, lader ham blive Lavenes Konge. Repræsentanter for alle Datidens Lav bleve kaldte sammen til Undersøgelse af, hvem imellem dem der bedst kunde undvære de Andres Hjælp, ti han skulde være Konge imellem dem. Smeden og Skrædderen mødte op ved Siden af Bageren, Skomageren, Tømreren, Slagteren og Mureren. Og i Ovensstemmelse med Mundheldet „Smede og Skræddere ere uundværlige Folk“ stod Kampen væsentlig mellem disse Fag. Skrædderen modte med sin Sax og en ny Kjole, Smeden med sin Hammer og en Hestesko, og Skrædderen vidste at gjöre sig saaledes gældende, at Smeden ikke syntes at kunne maale sig med ham. Skrædderen blev valgt. Men herover blev Smeden vred. Han vidste, hvad han betød, og i Harme forlod han helt sin Smedie, som han Jukkede og laasede efter sig. Og nu varede det ikke længe, för ogsaa de Andre maatte erkjende hans Betydning. Alt gik nemlig lidt efter lidt istaa for dem, da der Ingen var, som kunde gjöre deres Arbejdsredskaber i Stand. Kong Alfred erkjendte, at det var en stor Fejl, at han af Skrædderens fine Kjole havde ladet sig narre til at erklære ham for Lavenes Konge. Den, der skulde være det, var Smeden. Og saa blev han det ogsaa1. Og dette anselige Skudsmaal fra England er ikke ene- staaende. I de Ystad Smedes Lavsskraa fra 14-96 siges ganske det Samme. Efter den er Smedelavet det uundværligste Lav i Verden ligesom Smedene Verdens fornemste Haandværkere. Uden en Smed kan Ingen bjerge sig. Som Grammatiken er Vejleder for alle Videnskaber, saaledes er Smedekunsten det 1 Dania, I, S. 171—72; Paul Sébillot: Légendes des métiers; les forgerons, S. 2—3.