Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

— 106 — Meddelelse XIIL Opdagelsen i det 17. Aarhundrede af den atmosfæriske Lufts Hovedegenskaber. Festtale, holdt ved Eksamensafslutningen den 31. Januar 1918 paa Den polytekniske Læreanstalt af K. Prytz. Søger man i Ordbøger Betydningen af det græske | hvormed man dengang kunde veje, maatte vise omtrent uforandret Vægt i begge Tilfælde. Det maa huskes, at man- ikke kendte den almindelige Tiltrækning; derfor kunde man finde det lige saa naturligt for en Ting at have Tendens til at gaa opad som til at gaa nedad; og for Luftens Vedkommende viser den umiddelbare Iagtta- gelse hyppigere Stigen end Fald. Man har derfor sikkert tænkt sig Luften som praktisk talt væglløs, og saa har man ikke kunnet drage Analogislutninger fra Vandtryk til Lufttryk. At man. endnu saa sent som langt hen i det 17. Aar- hundrede saa paa Luften som et halvvejs mystisk Stof, kan man slutte af Indledningen til en lille Bog fra 1688; Bogen er en Oversættelse til Tysk fra en fransk Original uden Forfatterangivelse, og den handler om Barometeret, Termometeret og Notiometeret eller Hygrometeret. Der siges her: Jordkuglen, paa hvilken vi bor, er omgivet med en »besonderlichen, flüssigen, durchscheinenden Wesen, so Luft benennt wird«. Der siges videre, at trods dens Allestedsnærværelse og dens Nødvendighed for alt Liv var der dog intet, de gamle var saa uvidende om som netop denne Lufts Kraft og Egenskaber. Et følgende Stykke begynder med: »Bekannt ist es, dass die Luft ein Leib sey,« og denne Luftens Legemlighed bekræftes ved, at den fylder et Rum ud, hvor ikke samtidig et andet Le- geme kan være til Stede, idet der som Eksempel herpaa anføres, at man ikke kan hælde Vand direkte ned i en Flaske med snæver Hals; der maa en Tragt til, som til- lader Luften at slippe ud uden om Tragtens Stilk, sam- tidig med at Vandet træder ind. Man ser altsaa, at man endnu i 1688 kunde finde det fornødent at dokumentere, at Luften var et rumopfyldende Stof. Forfatteren til samme Bog viser, at man dengang var lige saa betaget, som man nu er, over Videnskabens mæg- tige Fremskridt i de sidste Par Menneskealdre. Der siges nemlig: I de sidiste halvhundrede Aar har man gjort større tekniske og videnskabelige Fremskridt, særlig i Retning af Naturvidenskab og Matematik, end i mange af de fore- gaaende Aarhundreder. Det er f. Eks. kun faa Aar siden, man begyndte at blive klar over Luftens Egenskaber. I denne Forbindelse anføres Guericke, Boyle, Huyghens Mariotte, Rømer som Navne paa verdenskendte Mænd, der har fremmet Videnskaben. Disse Udtalelser lignet- stærkt, hvad) man nu om Dage kan høre, naar man sæt- ter Elektriciteten for Luften og Navnene Volta, Ørsted, Faraday, Maxwell og Edison for dem, jeg før nævnte. Vor Tid har ikke været ene om at rose sig af sine store og hur- tige Fremskridt; og — ret beset — de Fremskridt, som da skete, nu for 2—3 Aarhundreder siden, har for alle Ti- der en Betydning, som fuldt ud kan sammenstilles med vor Tids. Trykket fra Dampe og Luftarter, som den pri- mus motor denne Kraftkilde er i vor Tids Kultur, kunde Mennesket ikke tage i sin Tjeneste, før man kendte de luftformige Legemers Hovedegenskaber, og det var dem, man dengang begyndte at blive klar over, efter at Ari- stoteles’ Teorier havde hersket som Dogmer, man ikke turde røre ved, i omtrent 2000 Aar. Det, som omsider hrød Isen, var Torricelli’s Baro- Ord Ttvevfia eller det latinske Ord spiritus, vil man finde dem oversatte ved Luft, Vind, Aande, Liv, Aand og Sjæl; den samme Trinfølge fra del døde Stof gennem | Stoffet i Bevægelse og den livsbetingende Indaandings- [ luft til Livet og Livets højeste Udtryk Aanden vil man j finde, naar man søger den oldnordiske Oprindelse til Ordene Aand og Aande. Den usynlige, tilsyneladende væglløse Luft, som unidviger ethvert Greb, men som dog ' i Stormen giver sig vældigt til Kende som et Stof, og hvis I Indaanding betinger Livet, har for de gamle staaet som | den legemlige Repræsentant for det aandelige, som Binde- leddet mellem. Slof og Aand, og man har derfor hentet Betegnelserne for den aandelige Side af Livet derfra. Luftens Utilgængelighed for Undersøgelse ved de Mid-j 1er, Oldtiden havde til Raadighed, gjorde, at der længe [ vedblev at staa Mystik om den. Den græske Oldtids For-1 klaringer af Tilstandene i Atmosfæren er da ogsaa, med vore Øjne betragtede, ret fantastiske; Skyer, Taage og j Regn er forvandlet, fortættet Luft; Vinden, som dog for] de fleste græske Filosoffer er bevæget Luft, faar af Anaxi- [ mander en Forklaring saa subtil som den, at den opstaar ved, al de allerfineste Dele af Luften skiller sig ud og farer af Sted gennem den i øvrigt slillestaaende Atmosfære. Ari- stoteles’ Teori for Atmosfærens Bygning er i Hovedsagen følgende: Rummet uden om Jorden er delt i to Afsnit: det ; øvre, Himmelen eller Stjernernes Region, og det nedre, det jordiske, som strækker sig fra Jorden til Maanen. Det nederste Afsnit omfatter forneden Luftregionen og foroven Ildregionen; Jord, Vand, Luft og Ild var jo de fire Ele-1 menter. Luftregionen indeholder forneden et Lag, der er j varmt som Følge af Solstraalernes Virkning; derover kom- mer et Lag, der ifølge sin Natur er koldt, det er den evige Bjærgsnes Region, men oven over det kommer atter et varmt Luftlag, opvarmet ved at støde op til Ildregionen, i Elementet Ild, nvo, er ikke et flammende eller glødende Stof, men det indeholder Betingelsen for ved en ringe Foranledning at fremkalde Antændelse, det er aabenbart Lynets Ophav. Virksomheden i Ildregionen er betinget af | Gnidningen mellem den roterende Stjerneregion og den | som Helhed i Ro værende jordiske Region. Gennem Middelalderen skele der næppe noget nævne- ; værdigt Fremskridt i Forstaaelsen af Luftarternes fysiske] Egenskaber. Man dyrkede Aristoteles’ Skrifter som Kil-1 den til al Naturkundskab. Det varede saa længe som til 1 hen mod Midten af det 17. Aarhundtede, før man fri- gjorde sig fra Aristoteles’ Autoritet ved at gøre virkelige Forsøg over Luftarternes Egenskaber; endnu Galilæi for-] klarede Vandets Stigen i en Sugepumpe ved det gamle} Dogme om Naturens horror vacui. At man saa længe var uden Kendskab til Lufttrykket, skønt man kendte dets Virkninger, mens Trykforholdene, i Vædsker for en stor Del var klarede af Archimedes, laa| i, at man ikke havde nogen Vished for, at Luften havde Vægt. Aristoteles forsøgte at afgøre Spørgsmaalet ved at' veje en Lædersæk sammenklappet og udpustet, men kom ikke til noget afgørende Resultat, hvad han heller ikke! kunde, da Sækken i hvert Fald med den Nøjagtighed,