Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

139 Maal af Intelligens giver gode Ledere for andre, og det gælder derfor om at skaffe disse gode Udviklingsmulig- heder. Dette kan ske paa virksom Maade gennem pas- sende Lønningsniaader, der dels tager Hensyn til Organi- sationens Flertal ved at hæve det almindelige Lønnings- niveau uden derfor at give Anledning til at begrænse Arbejdsydelsen i saa høj Grad som de ældre Lønnings- niaader, og at benytte Driftsmaader, der giver Lejlighed til Udvikling af særlige sagkyndige til Uddannelse af Ar- bejdsmetoder, Oplæring af de øvrige Arbejdere, Fremstil- ling af Værktøjer m. m. paa en saadan Maade, at de kan lønnes højere uden derved at komme i Miskredit hos deres Arbejdsfæller. Derfor er Diskussionen om Løn- ningsmetoder og Principper for Arbejdsledelse af saa stor Vigtighed for os, der netop i Øjeblikket har faaet Foden inden for den Industri, der forsyner Verdensmar- kedet. Vi skal dog i det følgende kun beskæftige os med det første. Som Principper for Arbejdsbetaling kan anføres Betalingen for Arbejdstid og Betaling for Arbejdsydelse. Disse Lønningsmaader har fundet udstrakt Anvendelse i vor egen Industri og er de eneste, der nævnes i vore nuværende fælles Værksteds- regler. Ved Siden af disse Betalingsmaader findes en Række nyere, amerikanske og engelske Lønningsmaader, der dog endnu kun lejlighedsvis har vundet Indpas her- hjemme, men som sikkert, med Udviklingen af Indu- strien, vil dukke frem for at afbøde Ulemper ved de to oprindelige. Af og til anfører man Forskelsbetaling, ef- tersom Arbejdsmængden i en vis Tid er større eller min- dre end et vist, forud fastsat Pensum, som en tredje Betalingsmaade. Vi skal dog i det følgende se bort her- fra og kun behandle Forskelsbetaling som en Ændring ved de to ovenfor anførte grundlæggende Betalingsmaa- der og navnlig ved Betaling for Arbejdsydelse, hvorfra det sandsynligvis stammer. Betaling for Tid er den ældste af Lønningsmaa- derne. Som Betaling for underordnet Arbejdskraft er den nu saa godt som altid Timebetaling. I ældre Tid var den Betaling pr. Dag, hvorfor Betalingsmaaden endnu ofte benævnes Dagløn. Denne Betalingsmaade kunde tidligere være fordelagtig for Arbejdsgiveren paa et Tidspunkt, da Arbejderen i højere Grad, end det nu er eller kan være Tilfældet, følte sin Interesse knyttet til den Virksomhed, hvortil han hørte, og del tilmed i højere Grad end nu betragtedes som en Æressag ikke at sky Anstrengelser. Lønningsmaaden er dybt indgroet i Arbejderens Opfat- telse, saaledes at alle de andre Lønningsmaader mer eller mindre maa ses under det Synspunkt, hvilken Timeløn de svarer til. Denne Betragtningsmaade kan for saa vidt ogsaa have Berettigelse, idet de andre Lønningsmaa- der, naar Arbejdsydelsen mængdebegrænses, og Lønnin- gen derved ad kunstig Vej størrelsesbegrænses, mer eller mindre faar Karakter af en maskeret højere Timeløn. Det gaar ogsaa som en rød Traad igennem de mere moderne Lønningsmaader, at en mindste Dagløn i hvert Fald er garanteret. Men den Lejlighed, man har til at lorøge Arbejdets Hastighed ved successiv Forøgelse af Lønningerne, er for ringe til at forhindre, at Arbejds- ydelsen nedsættes til det, Arbejderen uden større An- strengelser kan udrette, og man mangler Midler til igen at formindske Timebetalingen, dersom Arbejdshastighe- den ikke opretholdes. Timelønnen vil derfor meget let medføre en Forøgelse af Arbejdstiden til 25—50 pCt. over, hvad man kan nøjes med gennem Lønnings- niaader, dei' gør ham økonomisk interesseret. Tidsløn- ning er derfor under sædvanlige Forhold lige utilfreds- stillende for Arbejdsgiveren som for Arbejderen, der føler det som en Tilsidesættelse, naar der ikke bydes ham Muligheder til at »tjene noget«, d. v. s. mere end Time- lønnen. I Tilfælde, hvor man som med Forsøgsarbejde eller Reparationsarbejde ikke kan bestemme den nød- vendige Arbejdstid med tilstrækkelig Nøjagtighed, saa- ledes at man kan gøre Arbejderen økonomisk interesseret I i at faa det hurtigt tilendebragt, vil man derfor møde Krav om forøget Timeløn »som Erstatning« for mang- lende Adgang til f. Eks. Akkorder. Ved mere differentieret og mere overordnet Arbejde er Tidsbetalingen dog endnu fremherskende, men med Betaling for længere Perioder. Betalingsmaaden bør dog ogsaa her suppleres med et arbejdsfremmende Moment som Tantieme eller fastsættes med Henblik paa den Grad af Interesse, Paapasselighed og Flid, der udvises. Be- talingsmaaden finder ogsaa stadig Anvendelse paa Om- raader, hvor Arbejdshastigheden bestemmes af Maski- nerne og ikke af Arbejderen, og er under disse Vilkaar den for Arbejdsgiveren mest fordelagtige, idet den lader ham nyde fuld Fordel af Forbedringen ved Arbejdsmeto- der, Maskiner og den forøgede Øvelse, som det gen- tagede Arbejde medfører. Ligeledes er Timelønnen sta- dig anvendt for ganske uansvarshavende eller stærkt kon- trolerel Arbejde og anføres af og til for delle endda som ultramoderne. Imidlertid vil man dog som Regel ogsaa i de sidste Tilfælde finde Anvendelsen af andre Lønnings- maader heldige, idet en Kontrol altid vil være vanskelig at gennemføre. En Presse kan saaledes miste Slag, el Fødeapparat Materiale o. s. v. Maaske var her et Om- raade for en Forskelsbetaling efter Arbejdsmængdens Størrelse, større eller mindre end et fastsat Pensum. Medens Tidsbetalingen kun af Hensyn til den øko- nomiske Kontrol kræver Forudbestemmelse af Arbejds- tidens Længde, bliver dette en Nødvendighed ved Løn- ningsmaader, hvor Arbejderen bliver interesseret i Ar- bejdets hurtige Tilendebringelse, da Betalingen retter sig efter den Tid, Arbejdet skønnes at ville tage. Det er ganske nødvendigt, at dette Skøn bliver saa nøjagtigt som muligt, idet det ellers vil skabe Mistillid og usolide Korhold. De ældre Metoder hertil grundede sig hyppigt paa en mer eller mindre berettiget Gælning, efterfulgt al' en Diskussion mellem en Arbejder og en Arbejdsgiver eller disses Repræsentanter, der begge hyppigst havde for lidt at bygge paa. Tiden og dermed Prisen kunde derfor snart være til Fordel for den ene, snart for den anden Part. Var Arbejderen uheldig, skulde han eller hans Re- præsentant nok reagere, var Arbejdsgiveren uheldig, gjaldt del for Arbejderen om at dække derover, for at Prisen ikke skulde gaa ned næste Gang; eventuelt kunde man da bruge overskydende Tid til at forberede næste Arbejde, slaa en Passiar af o. s. v. Var Tiden sat af en Værkfører, var denne selv interesseret i, at hans Fejlsyn ikke kom for Dagen gennem et for stort Overskud, da han i saa Fald selv var let angribelig for sine overordnede, naar Betalingen blev gjort op. Bedre i denne Henseende var det naturligvis at prøve sig frem, hvad der dog selv- følgelig kun var Lejlighed til ved gentaget Arbejde. Men atter her vikle de modstridende Interesser let spille et Puds, idet Arbejderen naturligvis ikke var særlig tilbøje- lig til at lægge nogen stor Arbejdsevne for Dagen, naar han vidste sig iagttaget for Bestemmelsen af en Tid, hvis Længde han var økonomisk interesseret i blev sat saa stor som muligt. Og Arbejdsgiveren vilde dels gøre Regning hermed, dels maaske overvurdere den Forøgelse, i Arbejdshastighed, som Øvelsen ved det gentagede Ar- bejde vilde medføre. Begge disse Metoder er derfor utilfredsstillende og er vigende for mere moderne Fremgangsmaader, .ved En- keltfremstillinger og mindre Seriefremstillinger hyppigst gennem en Udregning af Arbejdstiden paa Grundlag af Tidsstudier, Kendskab til Arbejdsmaader og Snithastig- heder, ved Serie- og Massefremstillinger ofte tillige gen- nem Forsøg udførte af særlig øvede og af Arbejderne uafhængige Folk, der i Tvivlstilfælde maa eftervise de fastsatte Arbejdstider. Der maa naturligvis i alle Til- fælde skabes tilstrækkeligt Spillerum for, at en dygtig og flittig Arbejder, selv inden han naar den ved Forudbe- regningen fastsatte absolutte Minimumstid — der dog ved Enkeltfremstilling og mindre Partifremstillinger altid maa regnes noget rundelig af Hensyn til uforudsete Til-