Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

14 Meddelelse III. Om Identificering og Systematisering af Bakterier. Foredrag, holdt af Prof., Dr. phil. Orla-Jensen, M. Ing. F., ved Eksamensafslutningen paa Den polytekniske Læreanstalt den 31. Januar 1917. Bestemmelsen af Dyre- og Plantearter sker jo i alt væsentligt efter deres morfologiske Egenskaber, o: efter deres Udseende. Hvis man vil udrede Slægtskabsfor- hold, kan man selvfølgelig ikke nøjes med den maaske tilfældige ydre Lighed, men man maa sammenligne de enkelte Organer og Væv og ogsaa helst følge Or- ganismerne igennem deres forskellige Udviklingstrin. Jo lavere vi kommer ned i Organismernes Verden, desto færre morfologiske Egenskaber bliver der imidlertid at holde sig til, og kommer vi helt ned til Bakterierne, der tilmed er saa smaa, at de først ses tydeligt ved de allerstærkeste Forstørrelser, saa er der i Virkeligheden kun tre morfologiske Holdepunkter igen, nemlig Cel- lernes Form, Sporedannelsen og Anordningen af de Svingtraade, hvormed de bevæger sig. Paa dette meget tynde Grundlag har tidligere Systematikere søgt at inddele Bakterierne, hvad der jo kun tjener til disse Mænds Ære; men ile har begaaet den Fejl, ikke først at gøre sig klar, hvilken af de nævnte Egenskaber der bør benyttes i første Linie, og hvilken i anden og tredje Linie. Alle soin een har de valgt Cellens Form som første Ind- delingsprincip, selv længe efter, at man kendte biologisk skarpt afgrænsede Familier (saaledes de røde Svovl- bakterier), der indeholdt baade Kugle-, Stav- og Skrue- former. Resultatet er da ogsaa blevet Systemer, der samler Arter i en Familie, der intet har med hverandre at gøre, og som skiller ad, hvad (1er naturligt hører sammen. En indgaaende Sammenligning, som jeg har fore- taget, imellem Bakteriernes morfologiske og biologiske Egenskaber, har godtgjort, at af de morfologiske Egen- skaber bør Svingtraadenes Anordning benyttes i første Linie. Det viser sig nemlig, at alle Bakterier, der kan leve udelukkende af uorganisk Næring, og som faar deres Energi fortrinsvis ved simple Iltningsprocesser, har endestillede Svingtraade, m e d ê n s d e Bakterier, der kræver mere sammensat, organisk Næring, og som frembringer de mere typiske Gæringsproces- ser, har Svingtraadene fordelte over hele Cel- len. Betænker vi nu, at de Organismer, der kan leve af ren uorganisk Næring, sikkert hører til de aller- ældste, medens de, der kræver organisk Næring, først har kunnet udvikle sig, efter at de andre havde dannet organiske Stoffer, saa er det klart, at vi her staar over- for et Inddelingsprincip, der bunder saa dybt, som noget overhovedet er muligt i Biologien. Mere end to Hoved- grupper indenfor Bakterierne kan man imidlertid ikke danne ad denne Vej, og ikke engang det, thi mange Bakterier har slet ingen Svingtraade, men er, saaledes som vi kender dem nutildags, fuldkommen ubevæge- lige 'J. ') Som fremhævet i min Afhandling: »Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem« (Videnskabernes Selskabs Over- sigter 1908. Nr. 5) kan den Omstændighed, om en Bakterie har Svingtraade eller ej, ikke benyttes som Inddelings- princip. Man bliver nødt til at indordne de ubevægelige Bakterier i Systemet udelukkende efter deres biologiske Egenskaber. Ude i Naturen er det jo imidlertid ikke ved deres Udseende, at Mikroorganismerne gør sig bemærkede, men ved deres Virkninger. Og vil man studere en Bakterie, maa man derfor benytte samme Fremgangs- maade som ved Studiet af en Naturkraft, man maa prøve dens Virkninger under forskellige Forhold. Kun ad denne Vej har man vundet Indblik i, hvilken Arts- rigdom der findes i de mindste Organismers Verden. Hvad de første nøjagtige Bestemmelser af Bakterie- arter angaar, saa er det Lægevidenskaben, vi har at takke for dem. Det Sygdomsbillede, som en patogen Bakterie frembringer, for ikke at tale om den specifikke Virkning af dens Giftstoffer, hører til de allerfineste Artsreaktioner. Medens den medicinske Bakteriologi saaledes har ydet vægtige Bidrag til Bakterieidentifice- ringen, har den kun gavnet Bakteriesystematiseringen grumme lidt. Bakteriologerne kastede sig naturligt nok ivrigt over de mere eller mindre veldefinerede patogene Bakterier og forsøgte nu med Vold og Magt at grup- pere alle andre kendte Bakterier om dem. De egent- lige Sygdomsbakterier er imidlertid — heldigvis da — i Mindretal; Hovedmassen af Bakterierne fører en sapro- fytisk Tilværelse og har ligesom Planterne deres natur- lige Voksested i Jordbunden. At ordne alle Bakterier efter deres Slægtskab med de patogene Bakterier har derfor ført til et ligesaa kunstigt System, sotn det maatte føre til, hvis man i Dyre- og Planteriget kun kendte de faa giftige Arter nærmere og . saa 'forsøgte at gruppere alle andre Dyr og Planter omkring dem. Først i delte Aarhundrede er Bakteriologien begyndt at gaa frem efter mere videnskabelige Metoder; da disse imidlertid maa afpasses efter de enkelte Bakteriegrqp- pers specielle Egenskaber, bliver vi her nødt til at holde os til et konkret Eksempel, og jeg foretrækker at omtale de ægte Mælkesyrebakterier, som jeg selv har arbejdet med de sidste’ ni Aar. Disse Bakterier har hverken Svingtraade eller Sporer. Man kender saavel Kugle- som Stavformer, der staar hinanden saa nær, at det vilde være ganske unaturligt at anbringe dem i helt forskellige Familier. De for- holder sig saaledes ens overfor alle Farvestoffer, og i Modsætning til næsten alle andre Bakterier spalter de ikke Brintoverilte. Det karakteristiske for de ægte Mælkesyrebakterier er i og for sig ikke det, at de dan- ner Mælkesyre, for det gør saa mange Bakterier og Dyr, ja selv Pattedyrene. Det karakteristiske er derimod, at deres væsentligste Stofskifteprodukt under normale For- hold er Mælkesyre. Uden kvantitative Analyser kan man derfor ikke afgøre, om en Bakterie hører til den foreliggende Gruppe. Af Mælkesyre kendes tre optisk forskellige Modifikationer, og skal man nærmere be- stemme en Mælkesyrebakterie, maa man derfor først og fremmest afgøre, hvilken Slags Mælkesyre den danner. Spørgsmaalet bliver dernæst, hvilke Sukkerarter Bakterierne kan forgære. Denne Metode, der først blev anvendt af Emil Chr. Hansen til Inddeling af de for- skellige Gærarter, har, efter at der er blevet bragt 20 til 30 forskellige Kulhydrater og højere Alkoholer i ren