Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

412 i'or en stor Del at søge i selve Arbejdsprocessen, der ligger saare langt fra Carnot’s. I Aaret 1892 tog den tyske Kølemaskineingeniør Die- sel Patent paa en Forbrændingsmotor, der skulde arbejde efter Carnot’s Princip, og fik saavel Krupp som Maschinen- fabrik Augsburg interesseret for Sagen, saa at der blev bygget en af hans »ideelle« Motorer. Resultatet var imidlertid umuligt, da Prøverne viste, hvad man ved en nøgtern Beregning kunde have forudset, at man ved den patenterede isotherme Forbrænding fik en saa ringe 'Kraftudvikling i Forhold til Motorens Stør- relse, at den ikke var i. Stand til at overvinde Maskinens egne Modstande. Man maalle altsaa forlade Carnot’s Fordringer og til- lade en betydelig Temperaturstigning under Forbrændin- gen, og som Resultatet af Samarbejde mellem Diesel og de to Fabrikkers Ingeniører fremstod den nu som Diesel- motor kendte Maskine, ved hvilken Forbrændingen ledes saaledes, at Trykket i Stede! for Temperaturen holdes konstant under Forbrændingen. De høje Kompressions- og Arbejdstryk — 35 at. — og det gennemsnitlig højere Temperaturniveau, der arbejdes med, gør imidlertid Dieselmotoren til den Motor, der, Kviksølvturbinen foreløbig undtaget, har den højeste ther- miske Effekt. Ved lidt større Motorer er man nede paa et Olieforbrug paa 185 g pr. eff. HK. Time eller en ther- mi'Sk Virkningsgrad paa 34 pCt., og naar der dertil erin- dres, al Motoren i Modsætning til Kraftgasmotorer og Dampanlæg intet forbruger i Driflspauserne, er den særlig ved intermitterende Drift en meget økonomisk Kraftkilde, saafremt Brændolien ikke staar i for høj Pris i Forhold til de faste Brændstofler, Fig. 12. 2 200 HK. B. & W. Dieselmotoi'. Med Dieselmotoren turde man være naaet ret nær til Grænsen for den praktisk opnaaelige Virkningsgrad ved Forbrændingsmotorer og have naaet et Resultat, der kun i meget ringe Grad er afhængigt af Motorernes Størrelse. Dieselmotorer saavel som Kraftgasmotorer bygges uden Vanskeligheder i Størrelser op til et Par Tusinde HK., men de store Kræfter, man arbejder med, gør Maskinerne for- holdsvis svære og følgelig dyre i Anskaffelse. For at komme ned paa delte Punkt har der i en Aar- række været arbejdet paa al indføre Turbineprincippet ved Forbrændingsmotorer, men de høje Temperaturer gør her store Vanskeligheder, som det trods forskellige Rygler neppe er lykkedes at løse paa tilfredsstillende Maade. Ved alt, hvad jeg hidtil har sagt, har jeg kun tænkt paa rene Kraftanlæg, hvor al Spildevarme er at betragte som Tab. Ganske anderledes gunstigt stiller Forholdene sig ved Anlæg, hvor der er Anvendelse for Spildevarmen til andet Brug —- Opvarmning eller lignende, thi her be- høver man i mange Tilfælde kun at betragte Virknings- graden i Forhold til den Varmemængde, der tilbageholdes i Maskinen. Man kan paa denne Maade regne med ther- iniske Virkningsgrader paa 75—80 pCt., og Forholdene stiller sig da i Reglen gunstigst for Dampmaskinen, da Spildedampen er en meget god Varmebærer. Ved Anlæg, hvor der baade bruges Kraft og Varme, er det derfor en stor Fejl at skille Kraft- og Varmeanlæggene, og paa mange af vore industrielle Anlæg kan med de nuværende Brændselspriser saa store Beløb spares aarlig, at Ombyg- ning til en rationel Kombination vil være et meget renta- belt Foretagende. Endog ved rene Varmeanlæg vil det vært national- økonomisk rigtigt at kombinere den med Kraftanlæg, hvorved man bliver i Stand til at sælge den Kraft, man ikke selv har Brug for, til en billig Pris. Som et Eksempel har jeg beregnet, hvorledes Forholdene vilde stille sig ved el dog ikke særlig stort Varmeanlæg som vort her paa Læreanstalten, og Resultatet er følgende: Til Produktion af Lavtryksdamp til Opvarmning bru- ger vi aarlig 600 ts Kul. Ved en Forøgelse af denne Kul- mængde med 10 pCt. eller 60 ts vil man kunne disponere over den samme Mængde Varmedamp som nu og som Biprodukt aarlig kunne præstere ca. 150 000 à 200 000 KWT., som med en Kulpris paa 100 Kr. pr. Ton kun vil koste 3 Øre pr. KWT. Kuludgif'ler. Vilde man sælge denne Elektricitet til Københavns Belysningsvæsen blot for, hvad Elektriciteten koster dem i rene Kuludgifter, som med 100 Kr. pr. Ton er 13 Øre pr. KWT., vil det være en lukrativ Forretning, selv om man jo skal forrente et nyt Maskin- anlæg, som kalkulatorisk kan anslaas til 100 000 Kr. Jeg undlader derfor ikke at opfordre de Stats- og Kommune- autoriteter, som har underlagt sig store Varmeanlæg, al lage dette Forhold op til alvorlig Drøftelse. De, unge Men- nesker, der nu som Maskiningeniører forlader Læreanstal- ten, vil jeg medgive en indstændig Opfordring til, hvor de maatte komme til at projektere Varme- og Kraflanlæg, da at tage alle Hensyn til Anlæggets Totaløkonomi og ikke, hvad der saa sørgelig ofte sker, betragte Anlægget som en Samling af hinanden uafhængige Enkeltheder.