Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

— 425 Meddelelse LVI. Nyere Metoder til Fabrikation af Brint. Foredrag holdt i Dansk Ingeniørforenings kemisk-teknisk Sektion Fredag cl. 26. November 1920 af Professor P. E. Raaschou, M. Ing. F. Selv om jeg har kaldt mit Foredrag »Nyere Meto- der o. s. v.s, vil jeg dog gerne, begynde med at gaa lidt over 100 Aar tilbage i Tiden og ganske kortfattet give en Oversigt over nogle vigtige Begivenheder inden- for Brintfabrikationens Historie Brint har 3 Egenskaber, som danner Grundlaget for mange af dens tekniske Anvendelser, nemlig dens Lethed, dens høje Forbrændingsvarme og, hvad der hænger sammen dermed, dens Reduktionsevne. Navnlig de to første af disse Egenskaber har paa et tidligt Tidspunkt været erkendt. Vi finder saaledes, at nogle af de Isle Forsøg paa at fremstille Brint i teknisk Maalestok falder sammen med de 1ste Forsøg paa at »beherske« Luften. Samme Aar som Mongol flere's, 1ste Luftrejse fandt Sted, nemlig i 1783, steg Franskmanden Charles til Vejrs i en brint- fyldt Ballon, og 3 Aar i Forvejen havde Felice Montana fremstillet Brint ved at lede Vanddamp dels over glø- dende Kul, dels over glødende Jærn — Metoder, der danner Grundlaget for de, der bruges den Dag i Dag. Udfra det Ønske at faa en Ballon, som kunde bære sig selv, og som kunde bringes til at stige og synke ved at fyre stærkere eller svagere under den, kombi- nerede Rozieres i 1785 »Mongolfierensi og » Charlierenst Princip, men Eksperimentet resulterede i, at Brinten eksploderede og Luftskipperen faldt ned og slpg sig ihjel. Selv om Brintens uheldige Egenskab som Ballon- fyldingsmiddel, nemlig dens Eksplosionsfarlighed, saa- ledes har været kendt i Luftskibsfarlens Isle Aar, har dens eminente Bæreevne dog været Aarsagen til, at Brintfabrikationens Udvikling nøje har været knyttet til Udviklingen indenfor Ballonteknikken. Der gik over 100 Aar, hvor Brinten spillede en ret underordnet Rolle i Teknikken. Efter 1826, hvor den skotske Militæringeniør Drummond havde udnyttet Brintens høje Forbrændingsvarme i Kalkglødelyset — det saakaldte Hydrooksygeniumlys —, faar den nogen lokal Anvendelse som Belysningsmiddel; — foruden som Kalkglødelys ogsaa senere som Platin-, Magnesia- og Zirkonglødelys. Betragter man Vandgas som en med Kulilte stærk forurenet Brint, kan Vandgas-Auerlysets Indførelse opfattes som en forisat Udvikling paa dette Omraade. Efter 1838, hvor Desbaissains de Richemont viste, at man i Brint-Luftflammen havde en Varmekilde til autogen Lodning af Bly — en Metode, som har haft fundamental Betydning for Svovlsyreindustriens Udvik- ling, — fremkommer et nyt Anvendelsesomraade foruden til Lodning af Bly, senere ogsaa til Smeltning af Platin — en Fremgangsmaade, som har haft fundamental Betydning for Platinindustrien og senere igen til autogen Svejsning af Jærn m. m. Imidlertid er Udviklingen af de Metoder, ved hvilke Brinten anvendes til Lodning, ret nøje knyt- tet til Udviklingen indenfor Iltfabrikationsmetoderile, og selv om de teknisk vigtige »permanente« Luftarters Til- A. W. Hofmann: Entwichelung der chemischen Industrie. Braunschweig 1875. standsforandringer ved Kompression og Afkøling erkendes i Tidsrummet fra 1869 (Andrews) og til 1877 (Cailletet og Piclet\ kommer denne Viden først til Anvendelse paa Iltfabrikationens Omraade i 1896, hvor den 1ste Linde- maskine til Fremstilling af Ilt ved brudt Destillation af flydende Luft fremvistes for Offentligheden paa en Udstilling i Nürnberg. Brinten spillede altsaaa ogsaa til disse Anvendelser en ret underordnet Rolle ved Aarhundredeskiftet. Siden 1910 har Brint imidlertid faaet en ganske uanet teknisk Betydning. Hertil har været 3 Aarsager : Udviklingen indenfor Luftskibsfartteknikken, særlig i militære Øjemed. M. Sabatiers Undersøgelser over Brintning ved Katalyse særlig af umættede Fedtstof- fer og Haber’s Ammoniaksynthese. For at give en Ide om Størrelsesordenen af Produk- tionen i de senere Aar skal jeg nævne, at efter P. Lilherland Teed1) er over 250 000 t Oljer hærdede i Ev- ropa i 1914, hvilket med et Brintforbrug paa 1 0/0 giver 2500 t H2 28 Mili. m3, og at de tyske Ammoniak- fabrikker— efter engelske Rapporter2) — omkring 1918 kunde producere ca. 200 000 1 bunden Kvælstof, sva- rende til 43 000 t 500 Mili. ni3 Brint. Hertil kommer endvidere den store Mængde Brint, som er benyttet til militære Formaal. Denne Vækst i Forbruget har naturligvis været Drivfjedren til cn betydelig og interessant Udvikling af Fabrikationsmetoderne, med det for Øje at gøre dem saa simple og billige som muligt og at fremstille Pro- dukter, der opfylder de Krav, de enkelte Anvendelser stiller; ad mange og vidtforskellige Veje har man søgt at naa disse Maal. Brint faas: 1) Ved Behandling af visse Metaller og Metalloider med Syrer eller Baser; indenfor denne Gruppe har de basiske Metoder, ved hvilke man kan benytte Apparater af Jærn, vist sig levedygtige/ Under Krigen har man i ret stor Udstrækning, særlig i transportable Anlæg, anvendt højprocentigFerrosilicium og Natriumhydroxyd — Raamaterialer, som vel er dyre, men hvis Anvendelse er forbundet med specielle og væsentlige Fordele. 2) Ved Behandling af en Række Elementer eller Forbindelser med Vanddamp eller Vand ved passende Temperaturer, hvor den kemiske Ligevægt mellem de reagerende Stoffer ligger gunstig for. en Brintdannelse. Indenfor denne Gruppe er det særlig Jærn og Jærn- ilter, samt Kul og Kulilte, som har teknisk Betydning som Raamaterialer, og dette Princip har faaet den største Betydning ved store, stationære Anlæg, hvor det kom- mer an paa at gennemføre en saa økonomisk Drift som mulig. Vi vil i det følgende skelne mellem a) Jærnmetoden, som arbejder diskontinuerlig og dels er foreslaaet gennemført med Vand, dels gennem- føres med Vandamp, og ’) The chemistry and Manufacture of Hydrogen London 1919. 2) Zeitsch. f. angew. Chemie 1919, 765.