Om Fiskerleierne Snekkersteen og Skotterup
og den derfra udstillede Samling af Fiskeriredskaber m.M.

År: 1872

Forlag: Trykt hos Henr. Donatzky

Sted: HELSINGØR

Sider: 32

UDK: 91 (48) (064)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 36 Forrige Næste
13 Sverrig, ved Hveen opseges Torskene. Fiskeren kaster »Kloen« ud, der tjener som Anker og i Læ af en Flig af sit Seil sidder han og passer sin Næringsvei. Koldt er det unegteligt mangen Gang, især naar Fangsten ikke gaaer heldig; det medbragte Mundforraad er ofte frossent i Madæsken, Snøren, der ikke slippes af Ilaanden, fryser imellem Fingrene, men Fiskeren har en god seig Natur — han bider i Snøresnoren engang imellem, mens han banker Hænderne, for at faae dem varme, saa kan han staa imod igjen. De Torsk, han fanger, puller han i et medbragt Kar, hvori han ofle fornyer Vandel, eller i et poselignende Net, der hænges udenfor Baaden ; thi det er en Hovedsag for ham at holde sin Fangst levende. Ved Fiskens Bestræ- belse at sluge Agnet, vil Krogen let faae fat i Svælgets indvendige Dele og et saadant Saar er afgjort dødeligt: Fisken vil forbløde sig; for at forebygge, at et saadant Tilfælde skulde indtræffe, forsynes Snørens Kroge med et Stykke paastøbt Tin, oftest i Form af en lille Fisk. Kro- gen bliver derved tung og Eisken faacr den sjeldent læn- gere ind, end i de ydre bruskagtige Munddele. Fiskerens Bestræbelser for at holde sine Fiske levende, skaffer ham undertiden mere Bryderi end at fange dem. Ilan kan være i taaleligt godt Humeur, om hans Fangst end har været ringe, men har han af en eller anden Grund ikke formaaet at holde Fangsten ilive, saa kan man være vis paa, at hans Barometer staaer lavt. Naar Sundet om Vinteren er tillagt med Is, der kan »bære-', er det inter- essant at 566, hvorledes Fiskernes Iver for at konservere Fangsten griber ind i hele deres Virksomhed og bevirker, at deres Taktik er en hcelt anden, end deres Naboers. Svenskerne f. Ex. komme ud paa Isen paa Skøiter, svær- mende omkring som en Flok Bier uden Viser; de hugge et lille Hul, fire Pilken (de bruge næsten aldrig Snøre) derned, give mange Fiske Banesaar, uden at faae dem op, kaste dem, de ere heldige nok til at fange, henad Isen