Om Fiskerleierne Snekkersteen og Skotterup
og den derfra udstillede Samling af Fiskeriredskaber m.M.

14 og lade dem ligge og s livfryse der. Er det nu lykkedes dem at jage Piskene fra hinanden med deres Pilke, løbe de hurtigt et andet Sted hen og begynde der forfra. Fi- skerne fra den danske Kyst syd for Helsingør, navnlig fra Snekkersteen og SkoLlerup anvende, som ovenfor sagt, en anden Taktik. De spænde ikke Skøjter paa; de møde med Træsko, der ovenikjobet ere forsynede med spidse Søm, for at furhindre Glidning. De trække en Slæde bagefter, hvorpaa der er læsset ikke alene deres Fiske- redskab, men baade Huns og Uuusgeraad. Huset beslaaer af et Seil og nogle Stænger. At bygge delte op, er Fi- skerens første Arbeide. 1 Læ af dette saakaldte »Telt« indretter han sig saa komfortabelt, som muligt. Ilan hugger et Hul til sin Snøre og et til den Pose, hvori han puller Fiskene. Posen hænger han ned i Vandet, klar til at modtage Fangsten. Slæden eller et vællet Kar er hans Stol; Madæsken sæltes saaledes, at han kan naae den under alle Skjæbnens Omskiftelser, Bøtten med Orme eller Ileier sættes ogsaa saaledes, at han kan have den indenfor sin Rækkeevne, uden at reise sig, o. s. v. Lian skynder sig vel med at faae Snøre ud, men den feberagtige Uro, som karakteriserer de piikende Råboere, mærker man slet ikke hos ham. Har han forberedt All, faaet Snøren i Bund, taget »Bundskud», anstillet Betragtninger over Strømmen, Dybden osv., sidder han rolig og lurer. Han har tilsyne- ladende hverken Syn eller Hørelse og hvad Følelsen an- gaaer, synes den at være eoncentreret i den høire Ilaands Pegefinger — det er nemlig den, hvormed han holder Snøren. Fanger han en Torsk, er lians første Forretning, efter at have forsigtig taget den af Krogen, at slippe den i Posen, saa Agn paa Krogen igjen og »Ansøgningen» ud paany; først da tør han banke Hænderne lidt. Naar han skal iland om Aftenen , slæber han alt det efter sig, han havde ud om Morgenen og desuden Fangsten og Kar- ret fuldt af Vand. For hans Fiske skulde savne dette, før vil han slæbe sig fordærvet.