Reyjkavik Havn
Foredrag, Holdt I Dansk Ingeniørforenings Sektion For Vej-, Vand- Og Jærnbanebygning Den 5. April 1918

60 lettere kan trænge ind dér end andre Steder. Særlig angribes da Kanten af Klædningsplankerne. Den vil øjensynlig ikke bore sig ud af det Stykke Træ, den en Gang er trængt ind i. Fra den omtalte Straakøl var der kun ganske enkelte der var gaaet op i Hovedkølen, skønt denne sluttede ganske tæt til Straakølens Overside. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at Gangene bøjede igen af ned i Straakølen, uden at bryde igennem dens Overside, hvor de havde nærmet sig. denne. Hvor to af Straakølens Stykker stødte sammen med Enderne, vare Ormene aldrig gaaede igennem Berøringsfladen, tværtimod vare de altid standsede med Boringen et Par Tommer fra Stykkets Ende- flade. Men hvorledes kan Pæleormen faa Underretning om, at den ikke bør gnave videre? Hvorledes kan den have Begreb om Af- standen mellem Gangens Ende og Yderfiaden? Mon det er igennem Lydfornemmelser, hidrørende fra Svingninger, som Veddet sættes i ved Boringen? . I de Broer i Reykjavik, hvor Limnoria borer sammen med Pæleormen, ser man hyppig, at den første gennemgnaver Bjælke- værket uden om Pæleormens Gange saa grundigt, at dette smulrer bort og Gangenes Kalkbeklædning blottes. Men da denne i Reglen er meget tynd og skrøbelig, vilde det blive skæbnesvangert for Pæleormen saaledes at blive udsat for Paavirkninger udefra. Den hjælper sig da paa den Maade, at den fortykker Kalkbeklædningen til det tre-firedobbelte af det sædvanlige, ved at afsætte nye Lag indenpaa den, hvorved den bliver forholdsvis meget stærk og mod- standsdygtig. Den bliver da til delvis fritliggende, tykvæggede Rør, som kunne pilles ud i en stor Del af deres Udstrækning, uden at knække. 14. Februar 1903. Kbh. — Bianco Lunos Bogtrykkeri.