Nogle Forberedende Undersøgelser Vedrørende Sænkningen Af Arresøens Vandspil

16 rettede paa den mest økonomiske Udnyttelse af Vandet, at man ved at bygge nye Motorer kunde indrette disse saaledes, at de, med 3‘ mindre Faldhøjde, kunde frem- bringe den samme Hestekraft, som i Øjeblikket fandtes, og hans Forslag var, at lade foretage denne Ombygning med Fordybning af Kanalerne for en Sum af 70 à 80,000 Kr., som de skadelidte Lodsejere maatte udrede. Forslaget at sænke Søens Vandstand 3‘ ved Ombygning af Motorerne kunde have været udmærket, saafremt Fabrikerne havde villet gaa ind derpaa, men det vilde de ikke, og del var ganske naturligt, thi da de helt og udelt eje Vandkraften, kunne de jo selv, naar de finde det passende for Driften, ombytte deres Motorer med andre, der give større Nytte- virkning. I Aarene 1885 til 1890 var Søens Middelvandstand temmelig lav, i 1887 var den saaledes 34,3 " under Vinter- flodmaalet, saa da var der ingen Grund til Klager; men saa kom den vaade Sommer 1891, der saa vidt vides i August havde den største Nedbør, der er forekommen i dette Aarhundrede siden Trediverne. Vandstanden 1. Au- gust og 1. September viste sig da at være henholdsvis 18 " og 15 " under V. F. eller højere end nogensinde før. Skaden foranlediget ved den høje Vandstand i 1891 foranledigede atter Lodsejerne til at lade Forholdene ved Arresø teknisk undersøge, og Ingeniør cand. polyt. Rosen- stand-Wøldickes trykte Betænkning af 1893 var Resultatet deraf. Ingeniør R. Wøldicke tror at se Grunden til den sta- dig voksende Middelvandstand i Søen deri, at det høje Land, hvori Arresødalbro og Værkerne ligge, stadig er undergivet en partiel geologisli Hævning, livori Engstræk- ningerne ikke skulle have deltaget. Han søger at bevise dette for det første ved Henvisning til Dr. Rørdams Af- handling i geografisli Tidsskrift 11. Bind 7. Hefte, som han har misforstaaet, men navnlig gennem Sammenligning mellem Generalstabens Nivellement af Søens Vandspejl af 1854 og 1879, hvori der er en større Forskel 1,1 ‘; men