Beretning om Den Polytekniske Læreanstalt 1883 til 31/7 1910

16 Kor. Saa Farvel, I gamle Sale, I som og engang var ny'! I som hørte Ørfteb tale, og fra ham fik Liv og Ry! Thi saa dybt hans Granfler-Sje soenktes i Naturens Skod, atter let og uden Møje Tanke-Vældet mod det Høje som med Springkraft Vej sig brod. Tak for rige Lcerer-Kræfeer, Tak for Hver, som Værket drev — Ham som fulgte Nrsted efter, og vor Jordbunds Saga skrev! Godt, at Arbejdstimens Klokke kimed sammen Fler og Fler Vidstads Elv bar Lærling-Flokke, stout saa tæt som Tømmerstokke pressed' sammen mer og mer! Recitation. Slutnings-Kor. Lad Slægten stride frem til Kamp, mod større Maal, ad andre Baner — thi Viljer loftes ej med Kraner, og Hjerter renses ej ved Damp dog, hvor Naturens Kræfter tæmmes, og Samliv lettes, Viden fremmes font i vort Hjemland aldrig før, vil og for Trællesind der dærnmes. og Sump af Fordom lægges tør! Thi hilse vi med Haab og Mod vort Lærehjem, det nye, flønne — gid Flid og Forsten maa sig lønne med rige Fund i Overflod! Mens vort Aarhundred aftenrødes, og frem i det som fsrst flak fødes, gid gavnrigt Værk maa her saae Flugt, saa Danmarks Drot og Folk maa mødes i Tak for denne Skoles Frugt! Anden Afdeling. Se, hvor Jorden krænge maa sit Indre, taale Geologens Spadestik! Fjerne Stjerner, som i Natten tindre, spejdes ud af mangt et væbnet Blik! Dampens Trækdyr gør as Mile lange faa Minutter i sit stærke Trav! Taletouget, Soens Kæmpeslange, vinder sig i dybe Verdenshav! Dristig Forsker-Aand og Tanke-Snille tager i Forhor hvert Fortids-Epor! Jorden bliver mer og mere lille — Skaber-Aanden mer og mere stor! Thi Alt, hvad Gransker-Met saa paa Jord, i Hav, og Himmel, var til, fra Jorden nyfødt laa i Kloders rige Vrimmel! var til fra første Morgenrød, som Fosterliv i Moderskod, i talløs Stim og Stimmel. Den Lov, som Newtons Storsyn vandt, har virket alle Dage; den Lysets Hast, som Romer fandt, har graa og gammel Sage; og Tordenkilen, Llrsted greb og til en Folke-Budstik sleb, flog Gnister langt tilbage.